AnnonceLuk annonce




Det er ikke bare træning, det er et fællesskab

01-11-2020

Af Jens Nielsen

Det sjællandske dommerpanel har sendt TGU Cykling fra Tømmerup i Kalundborg Kommune videre i konkurrencen om at vinde Danskernes Idrætspris.

Tømmerup Gymnastik og Ungdomsforening (TGU) blev i september kåret som ’Årets Forening 2020’ i DGI Midt- og Vestsjælland.

Nu er der måske endnu en stor flot pris på vej til klubben i Tømmerup, nemlig Danskernes Idrætspris, som afsløres i DR’s show SPORT 2020 den 2. januar.

TGU har en lang række af afdelinger, både de traditionelle som gymnastik, fodbold og håndbold, men også afdelinger for bl.a. E-sport, fitness og cykling, og det er lige netop cykelafdelingen som er udpeget til at gå videre i konkurrencen om at vinde Danskernes Idrætspris og 100.000 kroner.

Blandt de mange indsendte forslag, er TGU Cykling blandt de tre idrætsprojekter i P4 Sjællands sendeområde, som er udpeget til at gå videre i konkurrencen.

TGU Cykling blev startet i foråret 2018, og nu er der 42 betalende medlemmer.

”På de gode sommerdage har vi da været 50 om tirsdagen, specielt de dage hvor der er kaffe og kage,” fortæller Thomas Nielsen, som er formand for TGU Cykling, og idemanden bag den forholdsvis nye afdeling, hvor det handler om motion, men lige så meget det sociale.

”Vi kører tirsdag og lørdag, vi skulle jo nødigt komme i for god en form, og deltagerne deles op i forskellige hold efter niveau. Og her om efteråret og vinter kører vi på mountainbike om lørdagen,” fortæller Thomas Nielsen, og fortsætter,

”Jeg vil rigtigt gerne cykle, men vi bliver aldrig medlem af Dansk Cykel Union, det er ikke det koncept vi vil have, vi vil mødes på kryds og tværs af køn, alder og niveauer.”

Verdensmester har peget på TGU

Det er verdensmesteren i landevejscykling i 2019, Mads Pedersen, der har siddet i det sjællandske panel sammen med studievært på P4 Sjælland Claus Würtzen og Jan Lindorff, der er formand for Sydsjællands Håndboldklub. Blandt alle de indstillede initiativer fra P4 Sjællands sendeområde har de bl.a. peget på TGU Cykling i Tømmerup, der skal fortsætte i konkurrencen om Danmarks bedste idrætsinitiativ, som DIF, e-Boks og P4-distrikterne står bag.

Det, der appellerer til mig, er, at man får folk med lidt for meget fedt på sidebenene ud at køre. De får et sammenhold, og det tror jeg er utrolig vigtigt i alle aldersgrupper. For TGU er cyklingen ikke bare træning, det er et fællesskab,” udtaler Mads Pedersen.

De to andre idrætsprojekter, udvalgt af det sjællandske dommerpanel, der er med i konkurrencen om Danskernes idrætspris, er Næstved Vikings (amerikansk fodbold) samt Multibanen ved Herlufsholm Idrætscenter.

Danskerne skal nu afgøre, hvilket af de tre sjællandske initiativer, der skal gå videre. Der er åbnet for afstemning på hjemmesiden www.danskernesidraetspris.dk, og frem til den 13. november kan der stemmes på de tre udvalgte kandidater i hvert af DR P4’s distrikter. Vinderne i de otte P4-distrikter går videre til en ny afstemningsrunde, hvor der skal findes tre finalister. Punktummet sættes, når vinderen afsløres i DR’s show SPORT 2020 den 2. januar.

Læs mere på www.danskernesidraetspris.dk og stem på TGU.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0