AnnonceLuk annonce




Der skal vand i den gamle voldgrav igen

05-06-2021

Museumsdirektør Eskil Vagn Olsen, Museum Vestsjælland og Hans Kurt Jørgensen, bestyrelsesmedlem i Museum Vestsjælland og kommunalbestyrelsesmedlem, på broen over den gamle voldgrav, som der muligvis skal vand i igen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Højbyen i Kalundborg skal gøres til et middelalder-formidlingscenter. Syv projekter er udpeget og som på sigt skal få Højbyen på Unescos verdensarvsliste.

Vand i voldgraven ved Kalundborg Museum er bare et af flere store projekter som skal gøre Højbyen i Kalundborg til en turistmagnet.

I en netop fremlagt visionsplan, der er fremstillet af arkitektfirmaerne Norrøn og Rønnow, skal syv steder i Højbyen have særlig opmærksomhed og på den måde være med til at formidle historien om middelalderen.

Kultur- og fritidsudvalget har afsat 200.000 kr. til planen i samarbejde med Museum Vestsjælland.

De syv punkter i planen er: Ruin-anlægget Østborgen (resterne af Kalundborg Slot), Vor Frue Kirke, Bispegården, Stenhuset i Adelgade, Lindegården (Kalundborg Museum) ruinerne af Vestborgen, og endelig Gørtlergården, som ligger under jorden ved siden af svømmehallen.

”Her i Kalundborg skal vi fortælle om vikingetiden og middelalderen. Vi har bedt arkitekterne om at kigge på en helhedsplan for hele Højbyen, for det er jo en middelalderfortælling i sig selv, den er bare ikke særlig tydelig,” fortæller museumsdirektør Eskil Vagn Olsen, Museum Vestsjælland, og fortsætter, ”Arkitekterne er så kommet med et forslag til hvordan man kan binde syv punkter i Højbyen sammen, men også hele Højbyen som en fortælling om hvad Kalundborg har været i middelalderen. Sporerne er her de skal bare ’fremkaldes’.”

Unescos verdensarvsliste

Højbyen og Kalundborg Museum skal være et fyrtårn, et formidlingscenter med udstillinger, skoletjeneste, foredrag og film om middelalderen, og planen er, at komme med på Unescos verdensarvsliste.

”Det er et meget stort projekt hvor vi måske tænker 15 år frem før det hele er gennemført, men vi kan lave en ting ad gangen efterhånden som vi finder fonde som vil være med, og kan vi i den sidste ende komme dertil hvor hele Højbyen i Kalundborg kan komme på Unescos verdensarvsliste, så bliver det stort, og det er helt klart målsætningen,” fortæller Hans Kurt Jørgensen, bestyrelsesmedlem i Museum Vestsjælland og kommunalbestyrelsesmedlem.

Arkitektfirmaerne Norrøn og Rønnow forestiller sig bl.a., at der kommer vand i voldgraven rundt om Vestborgen. Der hvor broen i dag går over den gamle voldgrav er der planer om at lave et plateau så man kan komme op i højden og se ud over området.

Arkitekterne forestiller sig også en sti som skal gå på skråningen helt omme fra Hærvigsgade og rundt om museet, så man får fornemmelsen af at gå på den gamle bymur.

Mad og drikke

I den store visionsplan er der også tænkt på muligheder for mad og drikke, bl.a., at der laves en øl kælder under Lindegården med en øl-bar. I haven til museet tænkes en café i det som i gamle dage var en te-salon.

Det første af de projekter som skal sættes i gang, er indretningen af vest længen på Lindegården (Kalundborg Museum), her er budgettet på op mod 30 mio. kr.

Det dyreste projekt i visionsplanen, og som vil blive det sidste som sættes i gang, er udgravning af Gørtlergården, som ligger under jorden ved siden af svømmehallen.

Budgettet for hele visionsplanen er på mindst 250 mio. kr. som skal findes ved ansøgning af fonde suppleret med midler fra Kalundborg Kommune.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0