AnnonceLuk annonce




Dele af Ulshøjskolen rives ned

08-01-2021

Flere bygninger på den tidligere Ulshøjskole rives i øjeblikket ned. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Dele af den tidligere Ulshøjskole rives i øjeblikket ned. Det sket i forbindelse med en handleplan for hele området på Skovbrynet i Kalundborg.

Kommunalbestyrelsen har tidligere besluttet, at der skulle arbejdes videre med en handleplan for bygningerne og området på Skovbrynet 51 i Kalundborg.

Den tidligere Ulshøjskole har senest lagt lokaler til en SFO, ungdomsskolen og til 10. klassecentret.

Og det er netop disse bygninger som nu rives ned.

”I de bygninger som husede ungdomsskolen og SFO’en fandtes der PCB, ikke så slemt som det vi så på Nyrupskolen tidligere, men som krævede at vi havde to år til at lave en handleplan. Så derfor besluttede kommunalbestyrelsen at flytte SFO’en til Skolen på Herredsåsen og ungdomsskolen til 10. klassecentret, og så rive de to bygninger ned, og det er det som sker lige nu,” fortæller Michel van der Linden, direktør i Kalundborg Kommune.

En række garager er ligeledes revet ned og i det hele taget bliver der taget hånd om udendørsarealerne, så der bliver mere luft i området.

Den kommunale tandpleje har også til huse på den tidligere Ulshøjskole, her igangsættes en undersøgelse af mulige fremtidige placeringer for tandplejen, med henblik på efter en eventuel ny placering også at nedrive denne bygning.

Det samlede budget for nedrivning af bygningerne er på knapt 6,5 mio. kr.

Ulshøjskolen blev taget i brug i oktober 1968.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0