AnnonceLuk annonce




De næste 40 lejligheder og værelser er klar 

17-11-2020

Håndværkerne er ved at lægge sidste hånd på de to næste etager på det tidligere sygehus, nu Kalundborg Kollegiet. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Den 1. januar er endnu 40 lejligheder og værelser klar på Kalundborg Kollegiet, der havde de første 40 lejligheder og værelser klar i sommeren 2020.

Det tidligere sygehus er blomstret op, og allerede i sommer, da de første 40 lejligheder og værelser stod klar til studerende på det nye kollegium i Kalundborg, gik tingene stærkt. De 40 lejligheder og værelser var udlejet på under en uge. Nu kommer så turen til anden etape – de næste 40 lejligheder og værelser på kollegiet, som mange har ventet på. Halvdelen af de populære lejligheder og værelser, der står klar til 1. januar 2021, er allerede væk, og efterspørgslen er der fortsat.

”Vi glæder os til at kunne tage de næste 40 lejligheder og værelser i brug, hvilket sker, efter planen, den 1. januar 2021. Vi har allerede haft åbent hus, og halvdelen er allerede lejet ud, så det er vi jo glade for. I det hele taget er det hele gået rigtig godt, og vi er meget taknemmelige for opbakningen,” siger Brian Vidtøft Nielsen, der ejer bygningen.

Godt og blandet

Brian Vidtøft Nielsen fornemmer, at de unge kommer fra hele Sjælland for at bo på kollegiet, og at omkring 20 pct. er fra udlandet. 

”Det er en forsigtig vurdering, men jeg vil skyde på, at 20 pct. er fra Kalundborg området, 20 pct. er fra udlandet, og resten er fra forskellige steder på Sjælland,” fortæller han.

Næste etape til januar

Tidsplanen er blevet overholdt, men der har været udfordringer undervejs i byggeprojektet, som der ofte er.

”Der bliver lavet kloak lige nu, da vi måtte skifte hele kloakken. Det har været en dyr omgang, men vi var nødt til det. Det er derfor, de arbejder forskellige steder rundt om bygningen pt. Derudover er bygning to ved at blive ryddet, og der er meget, der skal væk. Den skulle gerne være klar til, at håndværkerne kan gå i gang med næste etape i begyndelsen af januar,” siger Brian Vidtøft Nielsen.

Der vil igen blive afholdt Åbent Hus, så snart håndværkerne er færdige. 

”Vi har lavet et åbent hus for ventelisten, men det er jo stadig en byggeplads, så vi trækker den så længe, vi kan. Men der kommer helt sikker et i begyndelsen af januar, for da er det færdigt, og dermed også lettere at vise frem,” slutter Brian Vidtøft Nielsen.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0