AnnonceLuk annonce




De må ikke se hinanden

30-05-2020

Adrian Egeberg Carlsen og Melinda Schneider har været kærester i snart tre år, men de har ikke set hinanden siden nytår grundet COVID-19. Privatfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

23-årig Adrian Egeberg Carlsen og 26-årig Melinda Schneider har ikke set hinanden siden nytår. Han er dansk og bor i Bjergsted,  og hun er canadisk og bor i Toronto, Canada. Det var meningen, at de skulle have set hinanden i april, men rejsen blev aflyst grundet COVID-19, og de ved lige nu intet om, hvornår de igen får lov at se hinanden.

Han er dansker, hun er canadier. Men kærlighed er kærlighed. Der er dog ikke lige vilkår for den kærlighed lige nu. Adrian Egeberg Carlsen må nemlig ikke få besøg af sin kæreste, canadiske Melinda Schneider, og ligeledes kan han ikke rejse til Canada for at besøge hende grundet COVID-19 situationen. For kort tid siden ændrede den danske regering ellers reglerne således, at kærester igen kunne besøge hinanden og være sammen. Det gjaldt bare ikke alle. Er man bosat i norden eller i Tyskland, kan man besøge sin kæreste i Danmark uanset nationalitet, men bor man i Canada, er døren stadig lukket. 

”Min kæreste og jeg har været sammen i 2,5 år. Sidst vi sås var til nytår. Vi skulle have været sammen i april, men det blev jo aflyst, ligesom vi skulle have været på Europa-tur denne sommer, men det er også aflyst. Hvis ikke der bliver åbnet op for, at alle kærestepar kan ses, inden sommeren er ovre, er vi nødt til at vente halvandet år med at ses, altså til næste sommerferie, da vi begge er studerende, og har meget travlt det kommende år. Vi er nødt til at passe vores studier, og jo hurtigere vi kan blive færdige med at studere, jo hurtigere kan vi også flytte sammen,” fortæller Adrian Carlsen, og fortsætter:

”Vi blev så glade, da de meddelte, at nu åbnede man op for kærester også, men fandt hurtigt ud af, at det ikke gjaldt alle. Det var åbenbart afhængig af, om du havde bopæl i de nordiske lande eller Tyskland. Det er mærkeligt. Alle er velkomne, så længe de har bopæl i nærheden af Danmark. Derudover kan østeuropæere bare vandre ind, da vi jo har brug for fx jordbærplukkere, og de kommer i store flokke. Vi beder om at få lov til at se vores kærester, og det er jo altså ikke så mange, det i virkeligheden drejer sig om. Ligesom de ikke kommer ind i landet i flokke. Der er da så meget mere kontrol over sådan en situation. Det drejer sig om mennesker, der skal flytte sammen, giftes osv. Ingen ønsker at bringe smitte hverken den ene eller anden vej, så vi tager selvfølgelig alle tænkelige forholdsregler. Der skal være styr på det, det er helt forståeligt. Men beslutningerne skal være baseret på sundhedsfaglige argumenter. Vi vil bare så gerne have en dato for, hvornår vi ser hinanden igen. Uvisheden er meget ubehagelig. Det gør ondt for alle i den her situation, og det går ud over den mentale sundhed. Det er en rigtig ærgerlig situation.”

Adrian Egeberg Carlsen mødte Melinda Schneider, da han spillede ishockey i Bradford, der ligger tæt ved Toronto i Canada. De har kendt hinanden i tre år, og været kærester næsten lige så længe. De er vant til at være fra hinanden, men har hele tiden vidst, hvornår de igen skulle ses, ligesom planen er at flytte sammen efter studietiden. 

”Uvisheden er virkelig ubehagelig, og det tærer på en at være i en sådan situation. Det går ud over humøret, vennerne, familien og jobbet. Kærlighed er kærlighed, og den kender ikke til nationalitet.” slutter Adrian Egeberg Carlsen.

Kæresteparret står langt fra alene med frustrationen over fortsat at være adskilt uden at vide, hvornår de igen kan se hinanden. Mere end 300 frustrerede danskere har i hvert fald råbt op, da de står i samme situation. De forsøger nu at råbe politikerne op, og har derfor igangsat en underskriftindsamling til et borgerforslag, der kan åbne op for kærestepar fra flere lande.

I borgerforslaget skriver forslagsstillerne bl.a.: Danmark er et lille land. Hver 7. dansker gifter sig med en udlænding. Derfor befinder der sig også en del danskere med kærester i udlandet, som de ikke kan se grundet Danmarks grænselukning under Corona-krisen. Forslaget skal ikke ses som en direkte kritik af Regeringens beslutning om at lukke grænserne. Forslaget ønsker at adressere urimeligheden i, at man ikke anerkender problematikken med udenlandske kærester ligeligt, men favoriserer nogen lande fremfor andre - afsavnet skelner ikke mellem grænseovergange. Forslagsstillerne anerkender, at der skal være regler for de kærester, der kommer til Danmark under Corona-krisen. Men de skal være ens for alle, og baseret på sundhedsfaglige argumenter. Det er fuldt ud muligt at lave regler, som hæmmer smitte og samtidig muliggør at udenlandske kærester kan komme til Danmark på forsvarlig vis. Disse regler er alle på plads for de lande, som nu er omfattet at de nye regler om besøg af udenlandske kærester.”

Læs mere om borgerforslaget her:  www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-04849



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0