AnnonceLuk annonce




Dansk-svensk-tysk rallyduel i Kalundborg

02-06-2021

Den 3-dobbelte tyske rallymester Fabian Kreim bliver i VW Polo GTI R5 en udfordring for de danske topkørere i lørdagens DM-runde ved Kalundborg. Foto: Specialpressen/Morten Dam

Af Jens Nielsen

Tysk mester bliver en udfordring for den danske rallyelite når de mødes til Glad Rally Kalundborg, 3. afdeling af DM i rally på lørdag i Kalundborg.

Der er på flere planer streget op til et tæt opgør når Glad Rally Kalundborg køres på lørdag den 5. juni. Ikke kun mellem de førende kandidater til årets danske rallymesterskaber, men også mellem danske, svenske og tyske topnavne. Til de sidstnævnte hører den 3-dobbelte tyske rallymester Fabian Kreim, der bruger det sjællandske rally som opvarmning til den første runde i den tyske mesterskabsturnering. I alt er 75 biler meldt til start og blandt disse flere svenske og tyske kørere.

Tyske Fabian Kreim starter som den første i sin VW Polo GTI R5 foran de hurtigste danske topnavne, som bl.a. tæller Kenneth Madsen Ruds Vedby, som deltager i sin lynhurtige 4-hjuls-trukne Suzuki Swift R+

Med i det store startfelt er også Claus Lanther - Mogens Gotlob, som deltager med i deres Suzuki Swift 1600 kit. Parret kører ellers ikke med i DM-serien, men de er selvfølgelig med nå¨r der køres i egen baghave.

Glad Rally Kalundborg er årets tredje DM-runde som er 226 kilometer langt, hvoraf 80 kilometer køres på afspærrede veje. 

Af hensyn til, at deltagerne ikke må træne på prøverne, bliver løbets syv hastighedsprøver først afsløret på løbsdagen, men løbsledelsen har dog løftet sløret for, at der skal køres to hastighedsprøver i de store grusgrave i Gammelrand ved Svebølle. Hastighedsprøverne offentliggøres lørdag morgen kl. 7 på KOMOs hjemmeside og Facebookside.

Det er Kalundborg og omegns Motorklub der står som arrangør af det store DM Rally, som får start og mål hos Peugeot og Citroen forhandler Glad på Slagelsevej i Kalundborg den 5. juni. Første bil starter kl. 12.00, og første bil er i mål igen kl. 18.00 lørdag aften.

Undervejs bliver der to servicepauser hos Glad Trading A/S på Sydhavnsvej i Kalundborg. 

Organisationen bag Glad Rally Kalundborg tæller flere end hundrede officials og hjælpere ved afviklingen af rallyet, som Grundlovsdag kommer til at præge Kalundborg og omegn.

Så der er lagt op til en rigtig herredyst i Kalundborgområdet nu på lørdag.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0