AnnonceLuk annonce




Utilfreds med ny livredende ordning

27-04-2020

Bjarne Jensen er meget utilfreds med, at man nu kommer under Hjerteløberordningen. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Danmark Redder Liv lukker ned den 1. maj, hvorefter det bliver Trygfondens Hjerteløberordning og APP, som man hører under, hvis man fremadrettet ønsker at være blandt de frivillige, der rykker ud til hjertestop i sin region. Det er Bjarne Jensen, der er ’klyngeformand’ for Danmark Redder Liv i Kalundborg, ikke helt tilfreds med, da det kan betyde en stor forringelse af kvalifikationerne hos de, der kommer til undsætning.

Danmark Redder Liv har ved afslutningen i 2020 knap 6.000 førstehjælpere tilknyttet i Region Syddanmark og Region Sjælland. Det er takket være alle dem og deres store engagement, at så mange borgere har fået hurtig hjælp ved tilkald om hjertestop.

I sin tid oprettede Danmark Redder Liv klynger af førstehjælpere i hvert område, og de fik alle førstehjælpekursus. Bjarne Jensen er ’klyngeformand’ for alle førstehjælperne i Kalundborg, og han er meget utilfreds med, at man nu kommer under Hjerteløberordningen i stedet, da man ikke har samme krav til kurser for de frivllige.

”Vi har været meget glade for den tidligere ordning med Danmark Redder Liv, hvor vi alle fik førstehjælpskursus i hjerte- lungeredning, altså hjertemassage m.m. Derudover fik vi også opkvalificeringskurser hvert andet år. Som hjerteløber kan enhver, der kan finde ud af at downloade app’en tilmelde sig som hjerteløber, og det betyder jo, at de mennesker, der kommer ud, ikke nødvendigvis er lige så kvalificerede, som da man var under Danmark Redder Liv. Det synes jeg er trist. Men det er der heldigvis råd for,” fortæller Bjarne Jensen, og fortsætter:

”Hvis vi laver en forening, kan vi kræve at regionen hjælper os med kurser. Det kan hver enkelt hjerteløber ikke, men som forening kan vi til vores medlemmer. På den måde kan alle hjerteløbere herude blive kvalificeret til at være hjerteløber. Det er vigtigt, at vi er kvalificerede til at hjælpe, inden ambulancen når frem. Det er vigtigt for den, der er forulykket, og det er vigtigt for den, der hjælper. At se en, der har fået hjertestop er altså ikke rart, og det kræver noget af en,” siger Bjarne Jensen.

Så snart, COVID-19 situationen tillader det, går man i gang med at søge kurser til hjerteløberne i området.

Her kan du læse mere om Hjerteløberordningen og deres APP https://hjertestarter.dk/hjerteloeber/bliv-hjerteloeber



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0