AnnonceLuk annonce




Trådte i pedalerne for en god sag

14-12-2019

Lørdag formiddag blev der svedt igennem på Solskinspladsen i Kalundborg til trods for gråvejr, regn og vinterkulde, da der blev cyklet Tour de KGB. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lørdag formiddag var der Tour de KGB på Solskinspladsen i Kalundborg, hvor det handlede om at samle så mange penge som muligt ind til ungdomsarbejdet i KGB. Det lykkedes de ni friske ryttere at samle mere end 175.000 kr. ind til formålet.

På Solskinspladsen i Kalundborg var der i formiddag stillet ni spinning cykler op, idet otte friske mænd og en enkelt kvinde havde meldt sig til at cykle Tour de KGB i den gode sags tjeneste. Det er 16. gang, at man cykler Tour de KGB, og de ni ryttere havde tilsammen 88 sponsorater, der samlet betaler mere end 175.000 kr. ind til klubben. Sponsorerne, betaler hver 50 kr. pr. kørt kilometer - dog max 2.000 kr., hvilket altså er 40 kilometer pr. mand.

Alle rytterne cyklede mere end 40 km, og Thomas Aunsbak fra Multi-tech cyklede flest km. Dernæst kom Lars Bo Kristensen fra Beierholm og på en tredjeplads Jens Nielsen fra Intertek. Samlet cyklede de ni ryttere i alt 421,44 km.

Udover Thomas Aunsbak, Lars Bo Kristensen og Jens Nielsen, cyklede også Steen Huusom, der er bestyrelsesmedlem i KGB Erhvervsklub, Steen Jensen fra Punkt 1, Anne Bryde fra Sjællandske Medier, Johnny Elmelund fra Vin Til Maden, Bo Jensen fra KGB og Claus Bjarnø fra Meny.

Ingefærshots og Fernet Branca til publikum

Michael Rasmussen fra Meny Kalundborg gik glad rundt og tilbød ingefærshots og Fernet Branca til publikum samt forbipasserende i gågaden i Kalundborg, og Kjeld Christensen, der er tidligere direktør i Sparekassen Sjælland-Fyn speakede, mens de ni ryttere trådte hårdt i pedalerne på en regnfuld, grå og kold decemberdag.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0