AnnonceLuk annonce




Ny cykelsti endelig indviet

20-06-2021

Kalundborg Kommune bød på pølser i forbindelse med indvielsen af cykelstien på Røsnæs. Foto: Jokum Tord Larsen.

Af Jens Nielsen 

Søndag formiddag havde Kalundborg Kommune og Røsnæs Udviklings- og Beboerforening (RUB) inviteret til indvielse af den nye cykelsti på Røsnæs.

Selv om det efterhånden er noget siden at cyklister har taget den nye cykelsti på Røsnæs i brug, så er den aldrig blevet indviet. Det blev der rådet bod på søndag formiddag, hvor Kalundborg Kommune og Røsnæs Udviklings- og Beboerforening havde inviteret alle interesserede til indvielse på Dyrehøj Vingård.

Borgmester Martin Damm havde selv taget cyklen til indvielsen og havde også forberedt en tale, men den var blevet drivvåd på grund af søndagens kraftige regnvejr, men borgmesteren fik dog holdt sin tale, hvor han fortalte om tilblivelsen af cykelstien på Røsnæs.

”Det er altid godt at arbejde med dem på Røsnæs, man ved når man starter, så er der en ting som er helt sikkert, det bliver både større og dyrere end det man begynder med, det er de skrappe til på en god måde,” sagde Martin Damm bl.a. i sin tale, og fortsatte, ”Cykelstien på Røsnæs har været lige som en fødsel, man er i lykkelige omstændigheder og så er der altså nogle barselskvaler undervejs, fødslen trækker ud osv., men nu er vi stort set færdige og det er blevet supergodt.”

Med til indvielsen var også hele Team Rynkeby Vestsjælland, som også lignede druknede mus da de nåede frem til Dyrehøj Vingård på deres gule cykler. Men regnen stoppede og solen brød igennem som selve indvielsen startede.

”Vi kan sagtens forestille os en lillebror til cykelstien som går fra Bjørnstrup til fyret, og vi giver ikke op, det ved borgmesteren også godt,” sagde Trine Fogh Lauridsen, formand for Røsnæs Udviklings- og Beboerforening, i sin tale, og hun takkede politikerne som traf beslutningen om en cykelsti til Røsnæs og der var også en tak til de kommunale medarbejdere og ikke mindst til alle de borgere som nu benytter den nye cykelsti.

Kalundborg Kommune var vært ved pølser og vand mens Brugsen på Røsnæs gav kaffen og Røsnæs Friskole sørgede for kagen.

Kommunalbestyrelsen besluttede tilbage i marts 2018 at etablere en cykelstiforbindelse til Røsnæs. Efter igangsætning af anlægsarbejdet viste der sig flere udfordringer i tilknytning til de valgte løsninger, og i juni 2020 blev der tilført ekstra midler til projektet, som følge af problematiske jordbundsforhold og ændret løsning vedrørende afvanding af stien på strækningen ved Nostrup.

Den nye cykelsti går fra hvor Nyrupvej løber ud i Røsnæsvej ved Nostrup, og til Ulstrup. En strækning på omkring 3,5 kilometer.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0