AnnonceLuk annonce




1200 kvm. CrossFit Box klar til åbning

26-02-2020

Shannie og Michael da Silva åbner CrossFit Kalundborg & Yogastudio nu på søndag. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

På søndag slår ægteparret Shannie og Michael da Silva dørene op for deres helt store drøm, en 1200 kvm. stor CrossFit Box, som tilmed er en af de største i landet.

Håndværkerne har i flere måneder været i gang med at omdanne en af de tidligere produktionshaller/lagerhaller på Casa Danica (det tidligere Carmen) på Hareskovvej, til en topmoderne CrossFit Box og yogastudio, og nu er de færdige, så på søndag d. 1. marts, slår Shannie og Michael da Silva dørene op for CrossFit Kalundborg & Yogastudio, og indbyder til åbningsreception mellem kl. 10 og 14.30, hvor der vil være flere gratis prøvehold man kan deltage på, og der er mulighed for at deltage i en række konkurrencer.

Med hele 1200 kvadratmeter bliver CrossFit Boxen tilmed en af landets allerstørste af sin art, og lever helt op til de forventninger som Shannie og Michael havde da de bare sad med tegningerne.

”Det er sådan set blevet bedre end vi havde regnet med, og nu glæder vi os til rigtigt at komme i gang,” siger Michael da Silva, mens de sidste redskaber bliver sat på plads inden åbningen.

I CrossFit Kalundborg & Yogastudio bliver der mulighed for at deltage i holdtræning lige fra morgenstunden og til ud på aftenen alle ugens dage, men der bliver også mulighed for at træne selv for dem som er til det, faktisk er der godt 40 hold medlemmerne kan deltage på i løbet af ugen.

CrossFit Kalundborg & Yogastudio tilbyder flere forskellige former for medlemskaber, lige fra hele familien, noget for børn, medlemskab for voksne der vil deltage i både CrossFit og Yoga, men også medlemskaber kun for Yoga og kun for CrossFit, så mulighederne er mange.

Den nybyggede Yogasal er på hele 144 kvm. og har varme i gulvet, og der er også blevet plads til en infrarød sauna i et tilstødende lokale, og så er der i det hele taget meget højt til loftet i den store CrossFit Box.

Det kan godt være at CrossFit lyder som noget super hardcore og, at det kun er for få udvalgte, men det er faktisk for hele familien, det er kun er spørgsmål om hvor meget vægt der kommer på, alle kan deltage og man skal ikke være bange for at være nybegynder, alle kan træne sammen uanset niveau.

”Det er faktisk ikke så farligt, det handler bare om at få sved på panden på en fed måde,” siger Shannie da Silva.

På søndag er alle velkomme til at kikke forbi, adressen er Hareskovvej 15T i Kalundborg



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 



0