AnnonceLuk annonce




Corona blues.

08-06-2020

Læserbrev:

Corona blues

Corona som omdrejningspunkt for hele den offentlige debat er så småt ved at blive fortrængt landet over. Igen fylder den lokale skolesti, projektering af kæmpe anlægsprojekter og forholdene for vores gamle.

Coronablues rammer, når jeg tænker på at normalen i dagtilbuddene snart indfinder sig igen. For mens vi glæder os til at vende tilbage til normalen i resten af samfundet, så glæder vi os ikke til normalen i daginstitutionerne.

Normalen i dagtilbuddene er desværre alt for få voksne og for lidt voksentid til børnene, det gav pandemien os en pause fra. Nu har vi smugkigget på hverdagen med bedre normeringer og set, hvordan de ansatte blomstrer og kreativiteten flyder, når der er tid til det. Nu har vi chancen for at åbne dørene til fremtiden og sætte de ansatte fri.

Den 16. april afleverede vi vores datter tilbage i hendes børnehave efter at have haft hende hjemme siden 12. marts. Det var med en anelse bæven, for hvilken virkelighed var det, at hun skulle tilbage til? Hvordan havde pædagogerne og pædagogmedhjælperne det? Var der plads til nærvær oveni alt det håndvask og afspritning?

Den bæven blev gjort til skamme. Inden for få dage havde vores børnehave, fundet ben at stå på. Dagene var planlagt, der var meget faste strukturer så antal af børn inde og på legepladsen ikke oversteg det tilladte. Og som forældre oplever vi at børnene stortrives med små grupper, meget ude tid og ikke mindst mange voksne. Så kæmpe tak til Kalundborg Kommune og særligt de voksne i Viskinge Børnehus for en kæmpe indsats.

Nikolaj Lykke Vad

Kandidat for Socialdemokratiet til kommunalbestyrelsen

Svinghulen 4, Svebølle



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0