AnnonceLuk annonce




Corona-ansvarlig.

19-01-2021

Læserbrev:

Corona-ansvarlig.

Jeppe Hedegaard mente i et debatindlæg forleden, at Kalundborg Kommune ser stort på at overholde nationale krav i dagtilbuddene.

Det er ikke korrekt!

Igennem hele coronaperioden er der lagt stor vægt på at følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer 100% - hverken mere eller mindre.

I de aktuelle anbefalinger fremgår det, at "dagtilbud mv. skal tilrettelægges, så børnene er inddelt i mindre, faste grupper, hvor det er muligt." Derudover står der, at "samling af børn på tværs af stuer mv. kan foregå, men bør begrænses. Børn kan dog samles på tværs af stuer mv. i det omfang, det er nødvendigt eller hensigtsmæssigt, bl.a. i forhold til børnenes trivsel og udvikling. Det kunne være i ydertimer eller i ferieperioder."

Det efterleves i vores dagtilbud takket være en kæmpe indsats fra pædagogisk personale og ledelse.

Retningslinjerne er implementeret med en række tiltag i vores forskellige tilbud. Eksempelvis zoneinddeling af legepladsen, struktur ved aflevering og afhentning af børn, udnyttelse af digitale redskaber og implementering af hygiejne-indsats. Endvidere ser vi mange steder et godt samarbejde mellem forældre og pædagoger om det.

Der er naturligvis forskel på dagtilbuddene. Jeg værdsætter de mange lokale tiltag og respekter også, at man lokalt når frem til forskellige løsninger, fordi det fungerer bedst, når løsninger opstår lokalt fremfor ved centrale pålæg.

Seneste nationale retningslinje fra 14. januar 2021 indeholder en opfordring til at forældre holder deres børn hjemme, hvis dette er muligt. Det kan være muligt for f.eks. frisører, tjenere, kokke og ansatte i butikker, hedder det. Børnetallet i de kommunale tilbud er også noget lavere i øjeblikket - 60 % i forhold til normalen, hvilket i sig selv også mindsker smittetrykket.

Så kan man mene, at der bør strammes yderligere.  Men hverken politikere, forældre, administration, pædagoger eller ledere har dog forudsætninger for at vide, hvad der skal gøres, så effekten optimeres under hensyn til en samfundsmæssig helhedsbetragtning.

Vi må og skal derfor læne os op ad sundhedsmyndighedernes retningslinjer!

Karl-Åge Hornshøj Poulsen (V)

Fmd, Børn og familieudvalget.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0