AnnonceLuk annonce




Chr. Hansen kommer til at ansætte op mod 200 medarbejdere

31-01-2021

Af Jens Nielsen

Chr. Hansen regner med at de første HMO-produkter er på markedet fra fabrikken her i Kalundborg ved udgangen af 2023, men inden da skal der bygges om og bygget til fabrikken på Juelsmindevej, og der skal ansættes op mod 200 medarbejdere.

Fredag var Michael Juhler, Vice President, Global Operations hos Chr. Hansen, inviteret til at holde et oplæg i forbindelse med Kalundborgegnens Erhvervsråds virtuelle Nytårskur. Her fortalte han om de planer der er med den tidligere fiskeoliefabrik på havnen i Kalundborg, som Chr. Hansen købte i 2020.

Chr. Hansen skal bruge fabriksanlægget i Kalundborg til produktion af HMO, et mælkesukker som tilsættes modermælkserstatning.

”Der er mange gode grunde til at Chr. Hansen har valgt Kalundborg. Fabrikken her har en infrastruktur og et design der understøtter det vi skal for at kunne producere HMO. Bygningen kan genbruges, en stor del af udstyret kan genbruges, specielt energicentralen, hele administrationsbygningen, vedligeholdelsesområdet og laboratorierne, så vi har købt en fabrik vi i høj grad kan genbruge,” fortæller Michael Juhler.

Ved at købe en eksisterende fabrik kommer produktionen også hurtigere i gang i forhold til, at der først skulle findes en erhvervsgrund et sted i Europa og derefter bygges en ny fabrik.

”Vi kommer over de kommende tre år til at ansætte i størrelsesordenen mellem 175 til 200 nye medarbejdere. Det bliver procesoperatører, industrioperatører, laboranter, håndværkere, ingeniører, ledere og det bliver folk til en række forskellige supportfunktioner,” oplyser Michael Juhler, der er ansvarlig for ombygningen af fabrikken på Kalundborg Havn.

Første halvår af 2021 fjernes det produktionsudstyr som er beregnet til omega 3 produktion, og i 2022 og 2023 er byggeriet for alvor være i gang på Juelsmindevej.

”Der er allerede bebygget rigtigt meget, men der er også god plads til at udvide bygningsmassen, og det kommer vi til at gøre over de kommende år,” siger Michael Juhler.

Hos Chr. Hansen er der også stor tilfredshed med Kalundborg, både havnen, hvor der skal råvarer ind og færdigvarer ud, er et plus, ligesom de nye gode uddannelsesmuligheder tæller i den positive retning.

”Vi har en meget klar opfattelse af, at Kalundborg Kommune er en enorm erhvervsvenlig kommune, hvor vi kun har positive oplevelser hele vejen i gennem, så det er et fantastisk sted at lægge en virksomhed, og så er Kalundborg kendt for at være Europas største center for bioteknologi på grund af de andre meget store virksomheder i byen, så her findes en stor underskov af dygtige underleverandører, håndværkerfirmaer og firmaer som kan levere en række ydelser til den fabrik vi skal bygge, og derudover så er her jo en række dygtige højtuddannede og erfarne medarbejdere som kan arbejde inden for bioteknologi,” slutter Michael Juhler.

Chr. Hansen regner med at bruge 200 mio. Euro i Kalundborg før fabrikken kan producere HMO.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0