AnnonceLuk annonce




Chokolade som tak for indsatsen

06-12-2020

Integrationsrådet i Kalundborg har valgt at give chokolade til alle de sygeplejersker, der lige nu poder for COVID-19 i Kalundborg Kommune. Leder på Bregninge Plejecenter, Grethe Andersen (tv), podesygeplejerske Tina Jakobsen, formand for Integrationsrådet, Mustafa Badr og medlem af Integrationsrådet, Ole Kølle. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Fredag morgen overrakte Integrationsrådet i Kalundborg Kommune chokolade til alle de sygeplejersker, der uge efter uge, på de forskellige podestationer, poder rigtig mange mennesker for at tjekke for corona virus. De har rygende travlt, men de er på pletten dag efter dag, og det vil integrationsrådet gerne give et klap på skulderen for.

Der er blot én podestation i Kalundborg Kommune, på Hareskovvej i Kalundborg, men udover lige netop den podestation, hvor mange borgere bliver testet for corona virus, er der også podestationer mange andre steder i kommunen, blot for plejepersonale til bl.a. plejecentrene i kommunen. De mange sygeplejersker står der dag efter dag for at teste de mange mennesker, for virus, og det synes Integrationsrådet i Kalundborg i den grad, at man bør være taknemmelig for. Derfor har de valgt at give ni store Quality Street chokoladekasser til de ni podestationer, der er i kommunen, så de har lidt godt at spise i en kold og travl tid.

”Jeg kom på idéen fordi, jeg var selv ude for at blive testet, og jeg kunne se, hvor travlt sygeplejerskerne havde, og hvilket vigtigt job, de udfører. Jeg fandt efterfølgende ud af, at der udover Hareskovvej også er otte steder, hvor sygeplejersker har travlt med at teste al plejepersonale for corona virus. Det giver derfor god mening, at vi i år viser vores taknemmelighed ved at give dem lidt chokolade i en travl tid,” siger Mustafa Badr, der er formand for Integrationsrådet, og fortsætter: ”Vi har jo Mangfoldighedsprisen, som vi uddeler hvert år, men grundet corona er det ikke muligt i år, så vi gør dette i stedet.”

Hele Integrationsrådet synes idéen var god, og således blev der købt chokolade i store mængder for at vise påskønnelse over for nogle mennesker, der hver dag gør en forskel.

”Vi danskere er ikke alt for gode til at klappe hinanden på skulderen, når nogle gør det godt. Men det er vigtig at anerkende, når nogle har gjort noget godt,” siger Ole Kølle, der er medlem af Integrationsrådet.

 Påskønnelsen varmer

Leder på Bregninge Plejecenter, Grethe Andersen, tog imod chokoladen til de omkring 70 sygeplejersker, der poder for corona virus på de forskellige podestationer, sammen med podesygeplejerske Tina Jakobsen, og de var begge taknemmelige for den fine gestus fra Integrationsrådet.

”Det er da super dejligt, at nogle finder på sådan noget, og det er jo altid fantastisk at blive påskønnet,” siger Grethe Andersen, og bliver suppleret af Tina Jakobsen: ”Det er dejligt at nogle lægger mærke til det arbejde, sygeplejerskerne laver. Vi er meget glade for det klap på skulderen.”

Tina Jakobsen poder sundhedspersonale flere dage om ugen udover at passe sit job som center sygeplejerske. Hun er glad for at kunne hjælpe i en tid, hvor der er brug for det.

”De ansatte er gode til at tænke på andre, og jeg oplever, at det her tages meget alvorligt. Og ja, vi har ekstra travlt, men så bliver man også glad for, når nogle lægger mærke til det arbejde, man udfører,” siger hun, og Grethe Andersen slutter: ”Det kræver jo ressourcer fra sygeplejen, når der skal afsættes tid til at pode. Region har lige besluttet, at al sundhedspersonale nu skal podes hver 14. dag frem til uge 1 indtil videre. Dvs. vi poder hele tiden, da alle jo ikke bliver podet samme dage."


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0