AnnonceLuk annonce




Campingplads åbner købmandsbutik

18-02-2021

Anette og Michael Rasmussen, indehaver af Reersø Camping, åbner nu en købmandsbutik på campingpladsen. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Den 19. marts slår ægteparret bag Reersø Camping, Anette og Michael Rasmussen, dørene op for en købmandsbutik på campingpladsen.

Købmanden på Reersø åbner ikke igen når forårssæsonen starter lige om lidt, derfor har Anette og Michael Rasmussen besluttet sig for at udvide butikken på Reersø Camping, og gøre det til en købmandsbutik.

”Vi har jo egentligt ikke købt campingpladsen for at være købmand, men nu griber vi chancen, vi er her jo i forvejen og lokalerne har vi også,” siger Michael Rasmussen.

Den nye købmandsbutik på Reersø Camping bliver en del af Letkøb kæden, og hver 14 dag omdeles 800 tilbudsaviser i lokalområdet.

Købmandsbutikken vil føre helt almindelige dagligvarer som frugt, grønt, friskbagt brød og kød.

Den nye købmand vil gøre det nemmere for såvel lokalbefolkningen, de mange sommerhusejere samt gæstesejlere, at få handlet ind til et måltid mad.

Bliver det en succes er parret klar til at udvide lokalerne.

”Vi har faktisk mulighed for at gøre lokalet dobbelt så stort, men nu ser vi lige hvordan det går i første omgang, inden vi bruger en masse penge,” siger Michael Rasmussen.

Reersø Camping har et stort is-salg om sommeren, det fortsætter, men selve ekspeditionen af is bliver flyttet udenfor under et halvtag.

”Tit når der kommer is kunder, så kommer hele familien samlet, og det kommer til at fylde for meget i lokalet, derfor laver vi et hul i væggen hvor kunderne så kan stå udenfor under et halvtag og få isen stukket ud gennem vinduet,” forklarer Michael Rasmussen.

Købmandsbutikken på Reersø Camping har første åbningsdag d. 19. marts og lukker så ned for vinteren d. 1. november.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0