AnnonceLuk annonce




Tacos og is på Edderfuglen

03-07-2020

Mathilde Thrysøe er daglig leder af Café Edderfuglen på Røsnæs. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Hvad enten man bevæger sig ud på spidsen af Røsnæs for at besøge Røsnæs Fyr eller blot gå, cykle eller køre en tur i den smukke natur, er det værd at kigge ind forbi Edderfuglen, der ligger på Naturskolen, kort før Røsnæs spidsen.

Café Edderfuglen bestyres til daglig af Mathilde Thrysøe, og der er åbent alle dage fra kl 11 – 15 frem til og med uge 32. På den hyggelig café serveres lige nu tacoskaller i forskellige variationer.

”Vi kører lige nu og frem til uge 32 med tre forskellige tacoskaller. En med kød, en med fisk og en vegetar. Derudover har vi en til børn, og vi sælger også en snackkurv, der indeholder bådkartofler, mozzarella sticks og løgringe,” fortæller Mathilde Thrysøe, der er uddannet kok.

Nu også is på menukortet

Café Edderfuglen sælger nu også is, og det har allerede været en stor succes. 

”Vi ville egentlig have haft is på menukortet sidste år, men nåede det aldrig. Det har vi så valgt at gøre fra sæsonstart i år, og det har indtil nu været en rigtig god ide. Vi sælger Premier is, og har 15 forskellige slags, så der er noget for enhver smag,” siger Mathilde Thrysøe.

Hos Café Edderfuglen har man ligeledes forsøgt at vælge noget mad, der er lidt mere take away venligt forstået således, at man har valgt at lave noget mad, der ikke kræver, at man sidder indenfor med kniv og gaffel. 

”Hvis man har lyst til at tage maden med ud eller længere væk, er man ikke tvunget af en tallerken. Man kan altså købe maden, og enten spise den her eller tage den med sig,” fortæller Mathilde Thrysøe.

På Edderfuglen kan man sidde både indenfor i caféen, i stalden eller udenfor med udsigt udover havet. I caféen kan man tillige nyde både kunst på væggen og keramik fra lokale kunstnere.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0