AnnonceLuk annonce




COVID-19: Kommuner skal lave lister klar til vaccine

18-12-2020

Kalundborg Kommune skal have lister klar den 22. december med, hvem der gerne vil vaccineres af beboere og plejepersonale på kommunens plejecentre.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Beboerne på alle plejecentrene i Danmark samt plejepersonalet bliver de første, der får tilbudt den nye vaccination mod COVID-19.

Kalundborg Kommune har, efter et møde fredag med Region Sjælland, fået besked på, at de skal udarbejde lister over alle de beboere på plejecentrene samt plejepersonalet, der gerne vil vaccineres med den nye vaccine mod COVID-19. Listerne skal være klar den 22. december i år. Beskeden gælder naturligvis kommunerne i hele landet.

”Vi har lige afholdt møde i dag, og har fået af vide, at vi skal have en liste klar den 22. december med alle de beboere og medarbejdere på plejecentrene i kommunen, der gerne vil vaccineres med den nye vaccine. Det er ikke fordi, det nødvendigvis bliver den dag, man begynder at vaccinere, men vi skal blot, i alle kommuner i hele landet, være klar med listerne,” fortæller Søren Ole Sørensen, der er direktør for ældre- og sundhedsområdet i Kalundborg Kommune, og fortsætter: ”Det er nu ikke fordi, Kalundborg står først i rækken. Prioriteringen er, at den kommune med det højeste smittetryk, står først i rækken. Er der ikke nok doser til den pågældende kommune, er prioriteringen, at det største plejehjem i den pågældende kommune får vaccinetilbuddet først.”

Kender ikke antal vacciner

Kommunerne ved ikke, hvor mange vacciner de modtager, men de ved, at alle beboere på plejecentrene bliver vaccineret af en lokal læge, der kommer ud til det pågældende plejecenter, hvorimod plejepersonalet selv skal tage til et sygehus i regionen for at få vaccinen, dvs. Holbæk eller Slagelse Sygehus. 

”Der er selvfølgelig også frivilligt, om man vil have vaccinen. Der er ingen, der bliver tvunget til noget,” slutter Søren Ole Sørensen.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0