AnnonceLuk annonce




Byggeri af ny café og fælleshus sat i gang

21-03-2019

I denne uge er der rammet pæle ned i undergrunden til et nyt fælleshus og café i havneparken. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

I denne uge er der rammet pæle ned i Havneparken i Kalundborg. Til juni står et helt nyt fælleshus og café klar til indvielse.

Økonomiudvalget sagde i november 2018 ja til at frigive en anlægsbevilling på i alt 2,5 mio. kr. Pengene skal blandt andet bruges til opførelsen af et helt nyt overdækket fælleshus og café.

Pengene skal bruges i den østlige ende af Havneparken, hvor de mest markante ændringer bliver nedrivningen af den gamle Taxa bygning samt opførelsen af et helt nyt overdækket fælleshus som skal indeholde toiletter, en café og et overdækket opholdsområde.

Arbejde med at opføre fælleshuset er sat i gang i denne uge, hvor der er rammet godt 20 betonpæle, der hver er seks meter lange, ned i undergrunden. Pælene er første skridt til det nye byggeri.

I stedet for at få en hovedentreprenør til at byde på hele opgaven med opførelsen af byggeriet, er beton og kloakarbejdet udbudt for sig selv.

”Vi har delt udbudsmaterialet for at komme i gang med beton og kloakarbejdet nu, ellers når byggeriet ikke at blive færdigt til tiden. Udbudsmaterialet til selve bygningen er først lige ved at være klar til udsendelse, men nu kan vi få lavet selve fundamentet, på den måde kan vi holde tidsplanen,” fortæller Dennis Ravn, projektansvarlig for havneparken.

På den nye café vil der være plads til mellem 25 og 35 gæster. Der vil være udsigt til vandet, legepladsen og den smukke Vor Frue Kirke.

Fælleshuset skal fungere som et åbent hus, hvor alle kan benytte sig af faciliteterne, uden nødvendigvis at være forpligtet til at benytte sig af cafeen.

Det bliver Shaun Gamble, der ejer Costa Kalundborg Kaffe, som skal stå for selve cafeen.

Et af de andre job som snarest sættes i gang i havneparken, er nedrivningen af den gamle Taxa bygning.

Arbejdet med at etablere selve fundamentet til café og fælleshus er lagt i hænderne på den lokale entreprenør Benny Petersen, Jerslev.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0