AnnonceLuk annonce




Bygger fabrik for ca. 200 mio. euro 

16-01-2021

Chr. Hansen er rykket ind i Kalundborg og har fået deres logo på skiltet. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Sidste år købte den danske biotekvirksomhed Chr. Hansen Holding BASF’s fabriksanlæg på Kalundborg Havn, hvor den tidligere fiskeoliefabrik har ligget. Chr. Hansen har ydermere købt grunden, som det store fabriksanlæg ligger på, og vil over en årrække investere ca. 200 mio. euro i Kalundborg fabrikken.

Da Chr. Hansen i 2020 købte den tidligere fiskeoliefabrik på Kalundborg Havn, købte de også selve grunden af Kalundborg Havn, hvilket sjældent ses, da havnen normalt ikke sælger sine arealer. Chr. Hansen vil over en årrække investere ca. 200 mio. euro i Kalundborg fabrikken, hvilket svarer til ca. 1,5 mia. kr. Fabrikken på havnen i Kalundborg skal producere humane mælkeoligosaccharider, også kendt som HMO. Chr.

”Vi er begejstrede for Kalundborgs biotek- og uddannelsesmiljø, for en erhvervsvenlig kommune, for en stor og bred underskov af dygtige håndværkere og underleverandører og for den unikke, industrielle symbiose i Kalundborg. Selve ombygningen indbefatter, at alt udstyret fjernes, og derefter etablerer vi vores eget udstyr over de kommende to et halvt til tre år. Chr. Hansen vil over en årrække investere ca. 200 mio. euro i Kalundborg fabrikken,” fortæller fabriksdirektør Michael Juhler.

Kalundborg – en perfekt lokation for fabrikken

Hos Chr. Hansen ser man Kalundborg som en god, ja faktisk perfekt, lokation for fabrikken af flere årsager, herunder beliggenheden tæt ved havnen.

”Vi ser placeringen i Kalundborg, som den perfekte lokation for produktion af HMO, som er komplekse sukkerarter, der giver modermælkserstatning næsten de samme egenskaber som rigtig modermælk. Den tidligere Pronova-fabrik er med sin opbygning og sit design både meget velegnet og præsentabel, og beliggenheden tæt på havnen er optimal, fordi vi skal have råvarer ind over kaj og produkt den modsatte vej.”

Positiv over mulighederne for lokal arbejdskraft

Ansættelser af folk til produktionen vil begynde allerede i løbet af 2021 og Chr. Hansen vil øge antallet af medarbejdere gradvist frem mod 2023 og 2024. Chr. Hansen får bl.a. brug for dygtige ledere, procesoperatører, biotekingeniører, maskinmestre, maskiningeniører, laboranter og folk med diverse håndværksuddannelser som smede, automationsspecialister og elektrikere.

”Vi forventer at komme til at have mellem 150 og 200 medarbejdere i Kalundborg mod slutningen af 2023, og vi er meget positive over for mulighederne for at skaffe kvalificeret arbejdskraft i Kalundborg,” slutter Michael Juhler.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0