AnnonceLuk annonce




Nyt Byforum skal udvikle Kalundborg By

25-09-2019

Omkring 30 aktører fra forskellige foreninger var med til mødet. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

En projektgruppe bestående af Kalundborg Turistforening, Vores Kalundborg, Kalundborgegnens Erhvervsråd og VisitVestsjælland er klar til at etablere et byforum som skal være et værksted for byudvikling, hvor erhvervsliv, herunder også detailhandlende, kulturinstitutioner, kommune, ildsjæle, foreninger og interessegrupper i fællesskab koordinerer, udvikler og afprøver nye tiltag, der kan gøre Kalundborg endnu mere attraktiv.

Tilbage sidst i juni måned indkaldte Kalundborg Turistforening alle interesserede til et møde om hvordan der kommer flere turister til Kalundborg. På det møde kom der mange gode forslag frem, og onsdag morgen var der så igen indkaldt til møde, hvor det var meningen at der skulle konkrete løsninger på bordet.

Projektgruppen er siden det første møde kommet frem til at, ud over det rene turismeperspektiv, skal der ses på Kalundborg bys hele status, udvikling og tiltrækningskraft.

I Kalundborg er der garanti for oplevelser

”Kalundborg by summer af aktivitet hele året og udstråler en dynamik, der mærkes langt ude på resten af Sjælland. Kalundborg har en tiltrækningskraft udover det sædvanlige – vi gør gæster til midlertidige lokale og gør midlertidige lokale til fremtidige borgere – til gavn for vores lokale erhvervsliv, vores bosætning, vores kommune. I Kalundborg er der garanti for oplevelser,” skriver projektgruppen som deres vision.

På mødet onsdag blev det vedtaget at etablere et byforum på omkring 30 personer som skal mødes fire gange om året, det første møde skal allerede foregå i oktober, så projektgruppen har travlt med at finde de 30 medlemmer.

Meningen er at der på sigt skal etableres et bykontor, som skal samle alle aktiviteter et sted, stå for henvendelse til myndigheder i forbindelse med afspærring, lejlighedsbevilling, sælge billetter til arrangementer, tage sig af turister, sparre med nye aktører, i det hele taget være en videns- og informationsbank med et kæmpe netværk.

Med til mødet var Anne Gudiksen fra Skælskør Bykontor, som fortalte om hvordan Skælskør driver deres bykontor, bl.a. med støtte fra Slagelse Kommune.

”Man skal støtte op om det der er i byen, man skal ikke lave noget kun for turister, man skal som udgangspunkt lave noget for sig selv, på den måde bliver turisterne en del af byen,” sagde hun til de fremmødte.

Nu er projektgruppen gået i gang med at finde de omkring 30 medlemmer til det nye byforum, så arbejdet med at gøre Kalundborg mere attraktiv for både lokale borgere og turister, kan gå i gang.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0