AnnonceLuk annonce




Bryllupsfest uden brudgom

15-08-2020

61-årig Torben Lynge Jacobsen fra Kalundborg er med i Hjertetouren 2020, der er arrangeret af Hjerteforeningen. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Torben Lynge Jacobsen har dyrket topidræt næsten hele sit liv, men for 13 år siden, dagen før sit bryllup, blev han ramt af en blodprop i hjertet. Det betød, at han ikke deltog i sin bryllupsfest, som dog blev gennemført uden hans tilstedeværelse. Nu samler han ind til hjerteforeningen ved at cykle.

61-årig Torben Lynge Jacobsen fra Kalundborg er med i Hjertetouren 2020, der er arrangeret af Hjerteforeningen. Rytterne og deres pårørende er meget engagerede i indsamlingen, hvilket også gør sig gældende for Torben Lynge Jacobsen. Touren køres den 29.-30. august på Værløse Flyvestation.

Torben har i mange år dyrket idræt på højt plan, før cykling var det kaproning, men siden 1979 har det været cykling, der har taget en masse af Torben Lynge Jacosens tid. Men den 1. juli 2007, dagen før sit bryllup, blev han indlagt på hospitalet, fordi han havde symptomer på en blodprop i hjertet. 

”Jeg skulle giftes dagen efter, men da jeg går og gør klar til receptionen ude i haven, har jeg virkelig ondt og tænker, at det er smartest at gå til lægen og få en blokade, da jeg tror, at det er en nerve, der har sat sig fast i ryggen. Jeg cykler ned til lægen, der tager et hjertekardiogram på mig, og straks sender mig af sted med en hjerteambulance til sygehuset. Jeg havde faktisk haft symptomer i flere måneder i form af, at det spændte hen over brystet og jeg fik myoser i overkroppen, når jeg lavede noget fysisk hårdt. Men jeg havde gået til undersøgelser inde på Rigshospitalet for hjerteflimmer, og de kunne ikke se, at der var noget galt,” fortæller Torben Lynge Jacobsen, og fortsætter:

”Allerede i april måned fik jeg ondt i brystet, og jeg går til egen læge, der mener, at det må være en nerve, som jeg har i klemme i ryggen, da jeg jo allerede går til tjek på Riget. Min kiropraktor derimod mente, at det var noget andet galt, men kunne ikke finde ud af hvad med sit udstyr. Jeg var til afsluttende samtale på Riget, hvor de fortæller, at de mener, at jeg blot skal opsøge en zoneterapeut. Jeg startede også rygtræning i Vægtløfterklubben, da lægen jo netop mente, at jeg skulle træne mine muskler i ryggen. Det viste sig altså så at være en blodprop. Jeg havde presset min krop hårdt meget længe. Jeg har været meget heldig.”

Bryllupsfest uden brudgom

Torben Lynge Jacobsen ringer hjem fra lægen dagen før sit bryllup, og fortæller sin kommende hustru, hvor han er på vej hen. Alt bliver hurtigt lavet om, men gæsterne kommer langvejs fra, og mange af dem er allerede kørt hjemmefra, så det bliver besluttet, at gennemføre festen, dog uden Torben Lynge Jacobsen. 

”Vi kan ikke nå at aflyse selve festen, og vælger at gennemføre den uden mig. Vi bliver gift i Raklev Kirke, og har en lille reception hjemme i haven, hvor vi spiser bryllupskage og danser brudevals, inden jeg tager tilbage til hospitalet, og de andre sætter sig til bords på Gisseløre,” fortæller Torben Lynge Jacobsen. 

Torben Lynge Jacobsen blev opereret 18 dage senere, hvor han fik lavet en bypass operation. Han har det efterfølgende godt frem til foråret 2008, hvor han igen oplever hjerteflimmer. Det var han dog forberedt på, da det er almindeligt efter en sådan operation. Han kæmper med det i et stykke tid, men bliver så henvist til eksperter på området, og får en ablation, som næsten fjerner flimmeret. Men i 2011 går han ned med stress, og bliver indlagt, hvor sygehuset mener, at der har været en ny blodprop, lægerne er dog ikke sikre. Han får igen kontakt til eksperter på området, og bliver tjekket på alle leder og kanter, men de finder, at alt er i orden. Senere finder Torben Lynge Jacobsen ud af, at han får noget medicin, som han ikke kan tåle. Siden 2012 har den fysiske del af sygdommen således gået rigtig godt, og han har været på podiet flere gange som licensrytter i veteranklasserne. 

”Erhvervslivet burde også støtte op om Hjerteforeningens arbejde / Hjertetouren, da mange virksomheder gerne vil føre en sund arbejdsmiljøpolitik, og det inkluderer altså også at se på stress og søvnmangel, der ofte kan være jobrelateret. Det vil derfor være nærliggende at støtte forskning på området, det hele hænger sammen, og det er vigtigt at have forståelse på jobbet, hvor arbejdsmiljøet betyder meget både, hvad angår fysik såvel som stress,” siger Torben Lynge Jacobsen, der i dag har et godt job som projektleder hos Kemp & Lauritzen, hvor hans chef udviser stor forståelse for, at man skal passe på sig selv – også når man er på job. 

”Havde jeg ikke haft det netværk, som jeg har inden for sportens verden, havde det ikke gået så godt for mig. Jeg cyklede sammen med en, der fortalte mig om lægen i Dansk Cykelunion. Han forskede dengang i Idrætskardiologi, og ham fik jeg en henvisning til af egen læge. Det vigtigste af alt er, at jeg i dag føler mig rask og jeg har det godt,” fortæller han videre.

Indsamling til Hjertetouren

Torben Lynge Jacobsen påbegyndte sin indsamling til Hjertetouren først på sommeren. Han skal, sammen med ca. 40 andre, cykle den sidste weekend i august på Værløse Flyveplads for at samle penge ind til hjertesagen. Egentlig skulle han have cyklet andre cykelløb, men grundet COVID-19 er det meste blevet aflyst.

”COVID-19 har smuldret hele sæsonen væk, så jeg besluttede mig for, at jeg lige så godt kunne udnytte min form lidt, og jeg tilmeldte mig Hjertetouren. Så kan jeg også betale lidt tilbage,” slutter Torben Lynge Jacobsen. 

Torben Lynge Jacobsens indsamling til hjertesagen kan støttes på nedenstående link.

https://indsamling.hjerte.dk/en/fundraisers/ham-der-meldte-fra-til-sin-egen-bryllupsfest



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0