AnnonceLuk annonce




Bruger vi virkeligt så mange penge på skolerne.

23-01-2020

Læserbrev:

Bruger vi virkeligt så mange penge på skolerne?

I Nordvestnyt d. 16 januar udtaler formanden for Børn- og familieudvalget Karl-Åge Hornshøj Poulsen (V) om kvalitetsrapporten for folkeskolerne i Kalundborg Kommune.
Her får han blandt mange ting frembragt den historie som især Venstre ynder at fortælle, nemlig, at man ikke kan sige at vores skoler mangler ressourcer, da vi “faktisk er blandt den øverste femtedel blandt kommunerne, som bruger flest penge pr. elev i skolen”. Det er som om, det på en eller anden måde skal retfærdiggøre, at man slet ikke ser på de udfordringer vores folkeskole har -
sådan ser det i hvert fald ud fra min synsvinkel!


Og jeg kan ikke i statistikkerne se, at vi i Kalundborg Kommune ligger i den høje ende mht. økonomien på vores skoler. Ifølge Undervisningsministeriets uddannelsesstatistik (https://uddannelsesstatistik.dk/Pages/Reports/1780.aspx ) ligger vi nr. 64 ud af 98 kommuner i skoleåret 2018/19, nr. 41 i 2017/18 og nr. 44 i 2016/17. Ifølge Danmarks Statistik ligger vi i 2018 nr. 31 - de har åbenbart en anden opgørelsesmetode end Undervisningsministeriet? Men ingen af databaserne viser, at vi ligger i den øverste femtedel, hvilket skulle svare til fra nr. 1-19. Så det er da en ærgerlig udmelding fra formanden!
Når man så samtidigt ser på, hvilken skolestruktur de enkelte kommuner har (har man mange små og mellemstore skoler eller få store skoler), så begynder det at blive rigtigt interessant!
Vi har i Kalundborg kommune en skolestruktur med meget forskellige størrelser skoler. Det er noget vi bryster os af, for det giver en fleksibilitet og nogle muligheder for at vælge forskellige skoletilbud. Vi har 16 folkeskoler i Kalundborg, det giver ca. 261 elever pr. skole.
De samme tal for vores nabokommuner, Holbæk, Slagelse, Sorø, Odsherred og Ringsted kan ses i tabellen nedenfor.


Det er almindelig viden, at stordrift giver nogle økonomiske fordele, således også i skolevæsenet, hvor det er billigere at drive få store enheder i stedet for mange små. Hvorvidt kvalitet og pris hænger sammen er en længere diskussion.
Men når man ser på tabellen - og ser på prisen pr. elev, så er udvalgsformandens udsagn meget tankevækkende - for det er som om han tror at Kalundborg Kommunes udgifter til skolerne er meget høje, hvilket de påviseligt ikke er - og det er jo også derfor vi ikke skal lade os spise af med forklaringer om, at vi har en dyr folkeskole, for det har vi faktisk ikke - og da slet ikke hvis vi samtidig husker på, at vores skolestruktur i sig selv gør, at det er en relativt dyr skole at drive.
Dette bør give anledning til en masse debatter hen imod kommunalvalget i 2021!

Kilder:
* Fundet på kommunernes hjemmesider. I Holbæk og Slagelse har de skoleområder med fælles ledelse. For sammenlignelighedens skyld har jeg valgt at bruge antallet af fysiske skoleenheder.
** https://uddannelsesstatistik.dk/Pages/Reports/1863.aspx
Mvh
Thomas Malthesen Hiorth

kommunalbestyrelsesmedlem, SF Kalundborg
Azaleavej 22
4470 Svebølle

 



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0