AnnonceLuk annonce




Brandmænd støtter op om biografen

07-11-2020

Fra venstre, Per Hasselbalch og Claus Fabrin fra Kalundborg Brandmandsforening, og Brian Sønder Andersen og Annette Sønder Nielsen, Kino Den Blå Engel. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborg Brandmandsforening var fredag formiddag forbi med en donation til Kino Den Blå Engel, for brandmændene vil også gerne have at den lokale biograf overlever.

Fredag formiddag kørte den store redningslift fra Vestsjællands Brandvæsen op foran Kino den Blå Engel. Det gjorde den også først i maj måned sidste år, men den gang var årsagen langt mere alvorlig. Der var nemlig ild i pizzeriaet ved siden af biografen, og branden var så voldsom, at Kino Den Blå Engel blev røgskadet og måtte holde lukket i længere tid.

Hverken Annette eller Brian fra Kino Den Blå Engel glemmer lige med det samme branden hos naboen, derfor kom billederne igen frem på nethinden da den store brandbil parkerede foran døren, men de to brandmænd, Claus Fabrin og Per Hasselbalch kom ikke for at slukke brand, men for at overrække en donation på 2000 kr. til biografen.

”Kalundborg Brandmandsforening vil gerne være med til at sikre biografens overlevelse, beløbet er ikke så stort, men vi er også kun en lille forening med omkring 25 medlemmer,” sagde Per Hasselbalch, der er kasserer i brandmandsforeningen.

”Der har været en stor velvillighed fra hele byen til at støtte op om biografen, det er vi meget taknemmelige for, og vi er glade for alle donationer,” sagde Annette Sønder Nielsen, inden brandmændene blev inviteret på kaffe i den nye biografsal, som er etableret der hvor det nedbrændte pizzeria havde til huse.

"Ja sidst jeg var her, så det noget anderledes ud," sagde Per Hasselbalch, som var en af de mange brandmænd der var indsat for at bekæmpe flammerne i pizzeriaet en nat i maj sidste år.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0