AnnonceLuk annonce




Borgerne får en spiral i julegave

13-04-2016

Der var pølser i flere varianter til rejsegildet på bevægelseshuset Spiralen. Foto Jens Nielsen

Af Jens Nielsen jens@tv-kalundborg.dk

Håndværkere, arkitekter og repræsentanter fra Kalundborg Kommune var samlet til rejsegilde på ’Bevægelseshuset Spiralen’ onsdag eftermiddag. Til jul kan det hele tages i brug.

Der er ikke mange steder hvor det nye bevægelseshus Spiralen kan sammenlignes med et almindeligt hus, de mange skæve og buede vægge og lofter har i den grad udfordret håndværkerne, det kom frem under dagens taler i forbindelse med det traditionelle rejsegilde.

”Det her byggeri er på mange måder banebrydende, både arkitektonisk, ikke bare i Kalundborg, men også på landsplan, det er meget specielt og spændende, og så er det banebrydende på den måde at dyrke idræt på, nu får vi lige pludselig noget til de mange individuelle idrætter”, sagde borgmester Martin Damm i sin tale.

Borgmesteren kunne også fortælle at hele byggeriet er lovet færdigt i uge 51, ”det bliver en rigtig spændende julegave til borgerne”, sagde Martin Damm.

Efter taler kunne de fremmødte gå rundt på de forskellige etager og se hvor langt byggeriet var kommet frem, inden der var pølser i flere varianter til gæsterne.

Bevægelseshuset Spiralen til dans, kampsport, idræt og andre bevægelsesformer bliver på ca. 2.200 m2, fordelt på fire plan.

Bevægelseshuset får en spiralformet og åben arkitektur, omkranset af en ’bjergsti’. Arkitekturen har til formål at integrere formelle og uformelle aktiviteter, så huset bliver en naturlig del af lokalområdets hverdag. Bevægelseshuset vil i dagtimerne lægge hus til idrætsundervisning og andre aktiviteter for Skolen på Herredsåsen og Børnehusene ved Fjorden, og kampsport, dans, gymnastik m.m. i eftermiddags- og aftentimerne. Kombinationen af skole- og foreningsliv skaber gode muligheder for at udvikle idrætsundervisningen i tråd med skolereformen, samt for at rekruttere nye medlemmer til foreningerne.

Projektet er støttet af Lokale og Anlægsfonden, som har medvirket til dets udvikling, samt A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0