AnnonceLuk annonce




Borgermøde: Massiv protest mod havvindmøller

17-03-2019

Omkring 500 modstandere af havvindmøller i Jammerland Bugt var mødt op i Gørlevhallen søndag formiddag. Foto: Jens NIelsen

Af Jens Nielsen

Modstanden mod at opsætte store havvindmøller i Jammerland Bugt er stadig stor, søndag formiddag mødte omkring 500 op til borgermøde i Gørlevhallen.

Foreningen Jammerland Bugt havde søndag formiddag, inviteret til borgermøde i Gørlevhallen, for at informere om indsigelserne i VVM-rapporten, og indsigelser er der rigtigt mange af, faktisk har Energistyrelsen modtaget hele 443 indsigelser mod VVM-rapporten, som der i følge foreningen Jammerland Bugt, er rigtigt mange fejl, mangler og urigtige oplysninger i.

Foreningens indsigelser fylder hele 200 sider og har 110 kritikpunkter.

Jan A. de Wit fra Jammerland Bugt gennemgik flere af de emner som foreningen har omtalt i deres kritik, bl.a. at Jammerland Bugt er det sted i Nordeuropa hvor man har målt den højeste tæthed af marsvin, som er meget følsomme for støj, det er derfor et særligt område der er i spil.

Foreningen gennemgik også informationer om fuglelivet i området og om selve visualisereingen i VVM-rapporten, som de mener er meget misvisende og med et meget dårligt billedmateriale, til trods for at virksomheden European Energy, som vil opføre havmøllerne, har haft omkring fire år til at skaffe de bedste billeder.

Der er rigelig ammunition

Borgmester Martin Damm deltog også i borgermødet, og han fortalte om den indsigelse som Kalundborg Kommune har sendt til Energistyrelsen, hvor en enig kommunalbestyrelse siger nej til havvindmøller i Jammerland Bugt.

”Det her er helt unødvendigt, det er slet ikke nødvendigt at det vindmølleanlæg skal ligge der, det kan sagtens placeres et andet sted, det er ikke noget der forhindrer den grønne omstilling, det er bl.a. det vi har givet til grund i kommunens høringssvar på VVM-undersøgelsen,” sagde borgmester Martin Damm, og han mener godt at projektet kan stoppes.

”Der er rigelig ammunition, mener jeg, bare i VVM-redegørelsen, hvis man vil behandle den ordentlig, til at kunne sige, nu stopper vi her.” sagde Martin Damm.

En række folketingspolitikere, Jacob Jensen (V), Laura Lindahl (LA), Rasmus Horn Langhoff (S), Karin Nødgaard (DF) og Eva Flyvholm (EL), var også inviteret med til borgermødet for at få deres bud på hvordan de kan hjælpe foreningen Jammerland Bugt med at stoppe projektet.

Politikerne var stort set enige om at de er modstandere af projektet, og foreningen Jammerland Bugt kæmper ufortrødent videre for at få projektet stoppet.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0