AnnonceLuk annonce




Børnene laver frokost

12-09-2019

Børnene fra børnehaven Eventyrhuset var i dag i køkkenet for at lave mad i anledning af ’Sammen Om Maden – Maddag 2019’.  Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Torsdag formiddag lavede 14 børn fra børnehaven Eventyrhuset frokost til hele huset på Klosterparkvej, hvor der er 150 børn fordelt på vuggestuer og børnehave. 

Retten var kartoffelsuppe med toppings og brød, og børnene smagte da også lidt på sagerne, inden frokosten blev serveret. Men faktisk er det ikke kun i Eventyrhuset, at retten bestod af kartoffelsuppe, for dagen var ’Sammen Om Maden – Maddag 2019’, som fejres i institutioner landet over.

Det er 5. gang, at køkkenet i Eventyrhuset på Klosterparkvej laver mad sammen med børnene i forbindelse med den fælles maddag, der i år har temaet ’kartofler’. Børnene skraldede kartofler på livet løs, selv om det godt kunne kræve en hjælpende hånd og lidt tålmodighed, så klarede de det fint, og var alle meget stolte over, at de kunne hjælpe til med madlavningen.Stemningen var god, og børnene nød at være med i køkkenet.

”Vi har fået fisk i 2015, butternut-squash suppe i 2016, i 2017 fik vi pitabrød, og i 2017 var temaet rugbrød/smørrebrød, hvilket var en rigtig god idé, da vi syltede grøntsager sammen med børnene, som alle fik nogle med hjem af til deres forældre, det var en rigtig god oplevelse,” fortæller Kirsten Herløv, der er kostfaglig leder i Eventyrhuset.

Det er både sjovt og vigtigt at lave mad med børnene

Faktisk er køkkenet i Eventyrhuset det eneste køkken i hele Kalundborg Kommune, hvor man laver mad til børnehavebørn, og de nyder at kunne lave mad sammen med børnene, når der er den slags arrangementer.

”Vi er rigtig glade for at kunne lave mad til både vuggestue- og børnehavebørn, og det tror jeg også, at forældrene er. Det er også en rigtig fin ting, at børnene kan få lov at være med til at lave mad, så de ser, hvordan det foregår, men også smager noget forskelligt. Vi vil gerne gøre opmærksom på, hvad der sker i vores køkken, og her spiller personalet en rigtig vigtig rolle, da de også er rollemodeller for børnene," siger Kirsten Herløv.

Indstillet til pris

Den 24. september får Eventyrhuset i øvrigt af vide, om de har vundet ’Årets Økologiske Køkkenroser’, som de er blevet nomineret til sammen med én anden institution i Danmark. 

”Vi glæder os meget. Vi skal til Fyn den 24., så må vi se, om vi vinder,” fortæller Kirsten Herløv.

Bag initiativet

Bag initiativet ’Sammen Om Maden – Maddag 2019’ står en række organisationer, der alle har det fælles ønske at sætte fokus på børnenes maddannelse samt på det velsmagende, sundhedsfremmende fælles måltid i daginstitutionerne.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0