AnnonceLuk annonce




Børnebog – med lokale rødder

04-12-2016

Tina Lund Christiansens 'Stige'. 

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I næste weekend lanceres børnebogen ”Rafael” på Kalundborg bibliotek. Bogen er blevet til i et samarbejde mellem Tina Lund Christiansen og Søren Kæstel – begge med rødder i Kalundborg.

Lørdag den 10. december kl. 11 er der boglancering på Kalundborg Bibliotek. Søren Kæstel og Tina Lund Christiansen har fundet sammen i et samarbejde omkring en børnebog, hvor illustrationer, format, farver og opsætning spiller sammen med ordene. Gennem deres uddannelse og professionelle karriere har Tina og Søren arbejdet med børn – og de har en fælles bekymring for dagens børn, der sidder oftere foran skærme end med en bog.

Tina Lund Christiansen fra Viskinge er professionel billedkunstner og arbejder nu som pædagog på deltid på Buerup Skole. Tina har tidligere været børnehave- og SFO-leder i Kalundborg. Søren Kæstel, Svallerup, er nu skoleleder på Danehofskolen i Nyborg, men har indtil 2015 været skoleleder på Årby Skole, Kalundborg.

Rafael er et behjertet forsøg på at bruge en bredere indgang til børnenes univers, med farver og illustrationer, der underbygger og udvider ordene. Tina og Søren forventer ikke, at børn vil foretrække bogen ”Rafael” frem for deres iPads og mobiltelefoner – men gennem Rafael håber de at kunne skubbe lidt til den generelle opfattelse; at bøger ser kedelige ud, og læseoplevelsen er på retur.

Under lanceringen af bogen vil der blive budt på et glas vin/sodavand og et stykke chokolade. Der vil blive læst en passage op, og der vil være lejlighed til at se de originale malerier, der indgår i bogens illustrationer. Der vil ligeledes være mulighed for at købe bogen til en særlig introduktionspris., og få Rafael signeret af forfatterne.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0