AnnonceLuk annonce




Børne- og ungeområdet skal have et løft.

17-09-2020

Læserbrev:

Børne- og ungeområdet skal have et løft!

I Kalundborg Kommunes nyligt vedtagne “Børn- og ungepolitik” fremgår det, at “Alle børn og unge skal have mulighed for at indfri deres potentiale”.

Selvfølgelig skal de det - det vil alle vel sige?

Også jeg, for jeg har jo selv været med til at udarbejde politikken, som medlem af Børn- og Familieudvalget.

Men hvad skal der til for at indfri ungernes potentialer?

Jeg mener der skal mere fokus på daginstitutionerne og skoleområdet - også økonomisk, for det koster nogle penge at få flere hænder i daginstitutionerne og plads i ugens kalender til personalet på skolerne, så de kan forberede sig og have tid til kontakten med forældrene, og til at klare diverse konflikter mv., som ikke nødvendigvis er en del af undervisningen, men som absolut er en del af hverdagen i vores skoler!

Og vi ved at vores normeringer ikke er specielt prangende her i Kalundborg kommune, hvilket medfører presset personale - det har en opgørelse fra BUPL netop vist*. Og jeg hørte det selv i sidste uge til et møde med en del af personalet fra daginstitutionerne.

Vi ved også at vores folkeskoler er pressede, bla. på grund af vores dyre skolestruktur, inklusionsstrategi og generelle socioøkonomiske forhold her i Kalundborg.

Budgetforhandlingerne for kommunens økonomi 2021 og de efterfølgende 3 år starter torsdag d. 17. september - og jeg og SF går ind til disse forhandlinger med fokus på især ovenstående - men selvfølgelig også med fokus på mange andre vigtige sager. Og vi håber på gode og reelle forhandlinger i år - og på et godt resultat!

Høringssvarene der er indkommet i den indledende budgetfase** levner heller ikke megen tvivl; 37 ud af 56 omhandler børne- og ungeområdet - og der er stor fokus på, at citronen er max. presset!

Thomas Malthesen Hiorth

kommunalbestyrelsesmedlem, SF Kalundborg

Azaleavej 22, 4470 Svebølle

* https://bupl.dk/artikel/se-kortet-er-din-kommune-paa-vej-mod-minimumsnormeringer/?fbclid=IwAR1-Atk0k2qHCj6liP2SGSFDS3yWOJkYonSBmOqrwV89Xs1X

** https://www.kalundborg.dk/Politik/Budget_og_Regnskab/Budget_2021/H%C3 %B8ringssvar_Budget_2021.aspx


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0