AnnonceLuk annonce




Biografen gør klar til at åbne

21-04-2021

Hos Kino Den Blå Engel gør man sig klar til at åbne - forhåbentlig den 6. maj. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Den 6. maj er en stor dag for mange biografer, herunder også Kino Den Blå Engel i Kalundborg, for det er dagen, hvor de igen må åbne dørene op for kunderne efter en lang periode med nedlukning grundet COVID-19. Dog skal restriktionerne være, som de var, da man blev lukket ned sidst, eller være mere lempelige, ellers kan det ikke lade sig gøre at åbne op af økonomiske årsager. 

Som udgangspunkt regner Kino Den Blå Engel med, at de kan åbne dørene til biografen den 6. maj, men er restriktionerne strammere end, da de blev lukket ned tilbage i december, kan det ikke lade sig gøre at åbne, da det økonomisk ikke kan løbe rundt. Men biografejer Annette Sønder Nielsen og Brian Sønder Andersen tror og håber begge på, at restriktionerne bliver, så de kan åbne op for kunderne igen den 6. maj.

”Hvis restriktionerne vil være strammere end, da vi lukkede ned, kan det nok ikke betale sig at åbne, desværre. Da vi lukkede ned, måtte vi være omkring 140 personer i den store sal og 30 i forområdet. Den lille sal kan det slet ikke betale sig at åbne op for med mindre, at restriktionerne, som minimum er, som da vi blev lukket ned sidstVi ved bare ikke, hvordan det ser ud lige nu, men vi håber. Jeg ved, at direktøren for Danske Biografer har skrevet til kulturministeriet med anmodning om, at restriktionerne ikke skal være strammere end, hvad vi kendte til, da vi blev lukket ned,” fortæller Annette Sønder Nielsen, og fortsætter: ”Derudover er vi udfordret af at skulle lege politibetjente. Vi skal se billet samt  negativ test, og jeg håber, at et billede af en test er nok, ellers er det umuligt at nå, hvis fx systemet er lidt tid om at den enkelte kan komme igennem.”

Mange lovende danske film

Hvis alt går vel, vil man altså igen kunne se film i Kino Den Blå Engel fra den 6. maj, og ifølge Annette Sønder Nielsen ser det lovende ud mht. danske film pt. 

”Der kommer rigtig mange gode danske film, og det er virkelig godt, da vi stadig er udfordret på det udenlandske filmmarkedet. I efteråret 2020 var det også de gode danske film, der holdte os oven vande. I år får vi bl.a. Ternet Ninja 2 og Centervagten,” fortæller hun.

Stjernekokke forbi til en sludder

Derudover får Kino Den Blå Engel besøg af Claus Holm og Søren Gericke den 11. maj.  Det bliver dog ikke lavet mad, men derimod snakket og svaret på spørgsmål, når de to stjernekokke smutter en tur forbi biografen i Kalundborg. De er nemlig med i et talkshow, hvor Brian Sønder Andersen kommer til at sidde på scenen og stille spørgsmål til de to. Et talkshow, en historie om kærlighed til maden - livet - mørket - lyset - om livet i køkkenet.

De to herrer er kendt for at være ivrige debattører med meget på hjerte, og snakken vil falde på både kærlighed til mad, køkkenet og ja livet i alle dets facetter. Spørgsmålene, som bliver stillet til de to herrer, mailes på forhånd til Brian Sønder Andersen, og han tager dem med på scenen. Derudover bliver der serveret kaffe og kage til alle gæsterne i pausen, og det bliver wienerbrød efter en familieopskrift, som Søren Gericke er i besiddelse af, men som han ikke deler ud, den er nemlig hemmelig. Derfor har han også bagt wienerbrødet hjemmefra.

Lokalt band holder støttekoncert for biografen

Derudover kommer det lokale band Last To Know og spiller en støttekoncert for Kino Den Blå Engel. Det kommer til at foregå i biografen den 4. juni, hvor de yderligere har en overraskelse med. De får nemlig hjælp udefra til et af deres musiknumre. Last To Know har efterhånden ti år på bagen, dog med et par udskiftninger i bandet. Men de spiller stadig rock, og glæder sig til at spille i Kino Den Blå Engel, hvor de forsøger at samle penge ind til biografen i Kalundborg, der har haft det svært grundet COVID-19 situationen.

Endelig kommer også Den Danske Mafia til Kino Den Blå Engel den 21. maj. Den Danske Mafia har i en del år kørt de danske landeveje tynde. De danske partyrockere er efterhånden blevet en institution i dansk festival- og klubkultur. Med et repertoire bestående af John Mogensens udødelige sange fortolket som rockklassikere er succesen bare vokset og vokset.

Billetter til de ovennævnte arrangementer er ude nu, og kan købes både på biografens hjemmeside og i biografen. Spørgsmål til de to kokke kan sendes til Brian@kino-kalundborg.dk


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0