AnnonceLuk annonce




Biograf indgår samarbejde

01-04-2019

Annette Sønder Nielsen, der ejer Kino Den Blå Engel, sammen med Sülle Govercin, restaurantchef på Det Mexicanske Bøfhus. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kino Den Blå Engel og Det Mexicanske Bøfhus har netop indgået en aftale, der giver gæsterne rabat på mad.

Hvis man går en tur i biografen, enten for at se en film eller til en af de mange gode koncerter, som biografen byder på året rundt, er der penge at spare, hvis man fx skal ud at spise før eller efter filmen eller koncerten. Kino Den Blå Engel og Det Mexicanske Bøfhus har nemlig indgået et samarbejde, der betyder, at biografbilletten giver rabat på restauranten i Kordilgade.

Liv til byen

”Vi har et lignende arrangement i vores restaurant i Slagelse og med Panorama, og det fungerer rigtig godt. Der skal lidt mere liv i byen, og vi forsøger at gøre vores til det. Vi håber og tror, at det bliver godt,” siger Sülle Govercin, der er restaurantchef på Det Mexicanske Bøfhus i Kalundborg, og fortsætter:

”Det er jo oplagt for os at gå ind i et samarbejde med Brian og Annette. De laver en masse spændende arrangementer udover alle filmene, de viser, og så giver det da god mening, at folk kan hente noget rabat, når de går ud og spiser inden eller efter et arrangement, hvilket folk jo ofte gør.”

Rabatten fungerer således, at man gemmer sin biograf- eller koncertbillet fra Kino Den Blå Engel, og når man så går på Det Mexicanske Bøfhus før eller efter filmen/koncerten, får man en rabat på kr. 49,- pr. billet. Faktisk kan man gemme sin billet, og opnå rabatten op til 30 dage efter, at man har været i biografen eller til koncert i biografen.

Annette Sønder Nielsen, der ejer Kino Den Blå Engel er også glad for samarbejdet, og tror ligeledes, at det kan skabe lidt mere liv i byen.

”Vi har altid været glade for også at have koncerter i hverdagen, som fungerer rigtig godt, men vi vil også gerne kunne være med til at skabe økonomi til restauranterne, så man får en helhedsoplevelse, når man går ud i Kalundborg. Det kan det her måske være med til. Vi er i hvert fald rigtig glade for samarbejdet,” fortæller hun.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0