Biogasanlæg: Ørsted må forstå alvoren

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Torsdag var der udvalgsmøde i Teknik- og Miljøudvalget, hvor bl.a. de mange problemer med Kalundborg Bioenergi blev diskuteret. Udvalget besluttede, at det nu er tid til, at kommunen politianmelder Kalundborg Bioenergi, og at gigantvirksomheden Ørsted, der ejer Kalundborg Bioenergi, forstår alvoren i problemerne, og gør noget straks.

Den 18. januar indskærpede Kalundborg Kommune over for Kalundborg Bioenergi, at de ikke må give anledning til lugtgener, der er væsentlige efter tilsynsmyndighedens vurdering. Administrationen har dog heller ikke siden begyndelsen af oktober kunnet konstatere lugtgener, der vurderes at være væsentlige, da man mener, at lugtgenerne generelt er af kort varighed - og er blevet færre. Det er politikerne i Teknik- og Miljøudvalget dog langt fra enige i, og på mødet i går blev de enige om, at der skal handles nu – både fra kommunens side, men også i høj grad fra Ørsted og Bigadan, der ejer Kalundborg Bioenergi.

Netop fordi Teknik- og Miljøudvalget ikke er enig i administrationens betragtning, blev orienteringen derfor ikke taget til efterretning på mødet i går. Udvalget finder derimod, at situationen er stærkt uholdbar, og de opfordrer administrationen til at tage næste skridt i forhold til myndighedsbehandlingen, hvilket betyder, at kommunen skal politianmelde Kalundborg Bioenergi. Ligeledes pointerer man, at Ørsted og Biogan, som ejer Kalundborg Bioenergi, bør forstå alvoren, og handle derefter, da deres fejl smitter af på hele landet, i form af, at ingen får lov at starte biogasanlæg, fordi man ser de store problemer med lugtgener i Kalundborg.

”Det er et omfattende problem, og derfor tog vi også den beslutning, at kommunen nu bør politianmelde virksomheden. Det handler jo i bund og grund om, at vi på ingen måde er tilfredse med håndteringen af problemerne fra Kalundborg Bioenergis side. Det er ikke i orden, at der lugter, som der gør så ofte. De landsdækkende aviser skriver også om sagen, og Ørsted ødelægger det dermed for alle andre i hele landet i forbindelse med, at ingen andre får tilladelse til biogasanlæg, fordi de har læst om problemerne i Kalundborg. Så Ørsted må op på den store klinge, og tage det her meget alvorligt,” siger Jakob Beck Jensen, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget.

Lars Kaster Jørgensen, der er talsmand for en stor gruppe borgere, der er plaget af den grimme lugt fra Kalundborg Bioenergi, glæder sig meget over, at man nu går skridtet videre fra kommunens side.

”Vi er meget glade for, at man nu langt om længe lytter, og vil politianmelde biogasanlægget, men jeg har en frygt for, at anmeldelsen bliver lavet så overfladisk, at politiet ikke tager den seriøst, desværre,” siger Lars Kaster Jørgensen.

I sidste uge udtalte, Lars Bruun Sørensen, formand for Kalundborg Bioenergi, at man arbejder på at få løst de sidste problemer. Hvilket dog er det samme svar, der er blevet givet igen og igen i meget lang tid, uden at problemerne imidlertid er blevet løst. 

Læs også: Får biogasanlægget fortsat lov at lugte? og Fortsat problemer med biogasanlæg

Del