AnnonceLuk annonce




Ny forening indgår samarbejde med biografen

12-07-2019

To af de tre stiftere af foreningen Familiehjørnet. Laura Deigaard Sørensen (th) og Josephine Bjerg Jensen (tv) har sammen med Line Brylle Nielsen stiftet foreningen Familiehjørnet.  De skal nu i gang med et samarbejde med Kino Den Blå Engel. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

27-årig Josephine Bjerg Jensen, 32-årig Laura Deigaard Sørensen og 30-årig Line Brylle Nielsen har netop startet foreningen Familiehjørnet op. Familiehjørnet handler lige så meget om fællesskabet, som det handler om børnene. 

Familiehjørnet henvender sig til mødre, fædre, eller familier som helhed. Det handler nemlig i høj grad om fællesskabet - selvfølgelig med plads til børn. Foreningen, har de tre kvinder dannet, fordi de alle har fået børn og ved, at ensomheden kan være stor, når man er på barsel med sit barn, især når man er tilflytter eller flyttet tilbage til en by, hvor man ikke har et stort netværk. De har allerede haft et par aktiviteter, bl.a. en fælles gåtur, hvor de var godt 30 personer, der mødtes for at gå en tur en søndag. Nu er det så ’familiebio’, det gælder.

”Det handler i høj grad om fællesskabet for os. Vi synes, at der manglede aktiviteter især for tilflyttere, der går hjemme med deres børn, og det uanset, om det er mor eller far. Vi ville gerne lave nogle aktiviteter, hvor man kan komme hele familien eller en af forældrene, eller hvordan det nu passer. For os handler det om, at man kan få mulighed for at møde nye mennesker, mens man er på barsel fx Derfor laver vi forskellige aktiviteter, og derfor også familiebio, som vi vil forsøge os med i samarbejde med Kino Den Blå Engel,” siger Laura Deigaard Sørensen, der er tilflytter til byen.

Fællesskab i fokus

Fællesskabet er altså hovedfokus ifølge de tre kvinder, og det forsøger de at putte ind i alt, hvad de arrangerer. Men derudover skal der være plads til at være sig selv.

”Hos os er det helt okay ikke at være perfekt. Det er der plads til her – både for mødre og fædre. Vi lever i en tid, hvor det handler rigtig meget om de små børn, men vi synes også, at det er vigtigt, at de voksne får mulighed for at pleje deres sociale behov, og det kan altså være svært, når man fx er på barsel, eller bare er ny i en by,” siger Josephine Bjerg Jensen, der selv er flyttet tilbage til Kalundborg, hvor hun er opvokset.

Familiehjørnet har på nuværende tidspunkt ca. 130 medlemmer, og der er stiftet en egentlig forening. 

”Vi har en Facebookside, og det er der, man skal gå ind og blive medlem af gruppen, hvis man har lyst. Man kan vel sige, at vi bringer mødregrupperne lidt videre, men her mener vi også fædrene,” fortæller Laura Deigaard Sørensen.

Vær med til at vælge film

”Vi vil gerne skabe aktiviteter for familier, og derfor tænker vi, at det kunne være smart, hvis hele familien kan tage sammen i biografen uden, at det generer nogle, at man måske lige går ud, at der er et barn, der spørger om noget osv.,” siger Josephine Bjerg Jensen.

Familiehjørnet har derfor arrangeret film med morgenmad den 1. september, den 29. september og den 10. november. Der er morgenmad kl. 8, hvis man har lyst, og filmen begynder kl. 9. Der skal stemmes om, hvilken film, man skal se på Familiehjørnets Facebookside, hvor man kan gå ind og afgive sin stemme nu, når man er i gruppen.

”Det bliver dog en af de allerede skemalagte film fra biografen, som vi så viser ekstra. Og det er ikke kun børnefilm, men film for alle,” siger Brian Sønder Andersen fra Kino Den Blå Engel, og fortsætter:

”Det er et forsøg vi laver, for at se, om det bliver en succes, og bliver det en succes, vil vi fortsætte med det, og der kommer flere datoer.”

Når der er stemt om, hvilken film, der skal vises de pågældende datoer, kan man købe billetter til filmene på almindeligvis på Kino Den Blå Engels hjemmeside. På Familiehjørnets Facebookside kan man ydermere se, hvilken andre aktiviteter de har. Herunder Havnelopper, Vandrefestival, Idræts & Sundhedsfestival, gåture og juletur til Birkegårdens Haver til december. 

Medejerskab

Familiehjørnet vil også hellere end gerne have, at folk byder ind med gode idéer.

”Vi vil gerne have flere frivillige, og har man gode idéer, må man meget gerne byde ind. Vi vil gerne, at Familiehjørnet giver medejerskab i forhold til fælleskabet,” siger Josephine Bjerg Jensen og bliver suppleret af Laura Deigaard Sørensen:

”Det handler om at skabe et stort fælleskab ja, men også om at skabe de mindre fællesskaber. Det er jo helt naturligt, at nogle fungerer bedre med hinanden end andre, og på den måde bliver der dannet små fællesskaber, hvor folk pludselig ses privat også.”

Har man spørgsmål eller andet, kan man også kontakte Familiehjørnet på deres Facebookside: Familiehjørnet eller via mail familiehjoernet@gmail.com



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0