AnnonceLuk annonce




Biltema ser et stort potentiale i Kalundborg

30-01-2021

Af Jens Nielsen

Ved udgangen af 2021 forventes Detailgiganten Biltema at åbne et varehus på Stejlhøj i Kalundborg. Der skal ansættes 30 til 35 medarbejdere til at starte med.

Biltema åbner varehus i Kalundborg, sådan lød det i en pressemeddelelse i oktober sidste år.

Fredag var Patrick Persson, Operations Manager i Biltema, inviteret til at holde et oplæg i forbindelse med Kalundborgegnens Erhvervsråds virtuelle Nytårskur. Her løftede han lidt tanker og ideer om, hvorfor Biltema etablerer et 6800 kvadratmeter stort varehus på Stejlhøj i Kalundborg.

”Hvorfor Kalundborg, man starter med at kikke på et kort, hvor er der plads, og det var der i Kalundborg. Det er et stærkt lokalområde i udvikling, det er en stærk beliggenhed på Stejlhøj, og vi fik en henvendelse fra en privat grundejer, og det kan være svært at finde en erhvervsgrund på 20.000 kvadratmeter med den rigtige beliggenhed, så derfor slog vi til,” fortæller Patrick Persson, og fortsætter,

”Flere har også spurgt til, hvorfor Kalundborg, når der er vand hele vejen rundt om byen, men for os, så er vand ensbetydende med kunder som har en båd, og så er der mange sommerhuse i området, og det er overvejende ’gør det selv’ kunder, og så vil vores kunder os rigtigt gerne, men de vil helst ikke køre for langt, så må vi jo komme til dem.”

Til Biltema varehuset i Kalundborg skal der ansættes mellem 30 og 35 medarbejdere til at starte med, og så bruger Biltema lokale håndværkere i det omfang det er muligt i forbindelse med byggeriet.

Biltema har i øjeblikket 13 varehuse i Danmark og 150 i hele Norden. Der er 4000 ansatte i Biltema, som regner med at bygge 20 til 30 nye varehuse inden for en femårig periode.

”Udviklingen i Biltema går stærkt, vi har en stærk tro på, at vores varehuse er vejen frem, vi tro på at kunderne vil føle på varerne inden de køber,” siger Patrick Persson.

Grønt byggeri

I samtlige nye Biltemavarehuse stilles der store krav til miljøvenlighed og bæredygtighed, der tænkes ind, fra før byggeriet begynder, til længe efter det afsluttes. Det nye varehus i Kalundborg bliver blandt andet udstyret med intelligent CTS-styring af varme- og energiforbrug samt tidsstyret LED-belysning i hele bygningen.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0