AnnonceLuk annonce




Billedserie: Show med frygtløs cirkusartistmus og dræberkanin

29-06-2021

Sebastian Klein fik hjælp af pigerne Zenia og Mille til nummeret hvor den frygtløse cirkusartistmus Herkules gik på line. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

En meget populær Sebastian Klein fik sat gang i endnu en sæson i Den 8. Himmel tirsdag formiddag. Børn og voksne kunne både opleve en cirkusartistmus og en peruviansk dræberkanin.

Den 8. Himmel er åben igen, og tirsdag kunne 725 børn og voksne opleve Sebastian Klein med showet Mer’ styr på dyr på scenen bag Kalundborg Gymnasium.

Sebastian Klein havde i den grad publikum i sin hule hånd og flere gange fik han hjælp af børn blandt publikum.

Bl.a. af Zenia og Mille som mødte den frygtløse cirkusartistmus Herkules, som gik på line mellem ansigterne på de to piger, til stor morskab for resten af publikum.

Med i Sebastian Kleins show var også et sindssygt farligt dyr, en såkaldt dræberkanin, som med forsigtighed blev hevet ud af sit bur.

”Det er ikke en helt almindelig kanin, Pedro er det man kalder en peruviansk dræberkanin, det er et sindssygt farligt dyr, jeg har selv fanget ham nede på den sydafrikanske pampas hvor han jagtede næsebjørne, lamaer og andre større pattedyr,” fortalte Sebastian Klein de mange børn og voksne, og fortsatte, ” ”Vi laver lige en sikkerhedsafstand, er i søde og rykke en centimeter tilbage og slipper den her væk, så spurter i bare væk alt hvad i kan.”

Pedro var dog ikke mere farlig end, at Kamme fra publikum gerne ville hjælpe med et cirkusnummer, hvor dræberkaninen skulle hoppe gennem en ring. Efter mange forsøg lykkedes det til sidst med en ført hånd og til stor morskab for de fremmødte.

Ingen tvivl om, at børn og voksne fik en god oplevelse med humor, viden, gøgl, trylleri, musik og sang fra en meget oplagt Sebastian Klein.

Der er underholdning i Den 8. Himmel igen på tirsdag d. 6. juli kl. 10.30 hvor selveste Motor Mille kigger forbi.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0