AnnonceLuk annonce




Billedserie: Sammen er vi stærkest

12-06-2021

Af Jens Nielsen

I dag er der Stafet For Livet i Kalundborg. Knapt 300 deltager i arrangementet, hvor man enten går, løber eller lunter så mange km., som man kan og har lyst til på 12 timer. Alt sammen for at sætte fokus på cancer, og samle penge ind til det gode formål.

Dette års Stafet for Livet er anderledes end tidligere. Der er stadigvæk base i Munkesøen, men de 283 deltagere fordelt på 11 hold, går eller løber fra hver sin base rundt om i byen. Det er grundet corona, at man ikke kan samles så mange i Munkesøen.

Kl. 11 blev løbet sat i gang efter, at formand for styregruppen til Stafet For Livet Kalundborg, Ole Lauritzen, havde budt velkommen efterfulgt af borgmester, Martin Damm, og journalist Arne Notkin.

Ole Lauritzen sagde blandt andet i sin tale, at vi alle har eller har haft cancer inde på livet på den ene eller anden måde, og at hver 3. menneske bliver ramt af cancer, hvilket gør de to andre til pårørende. Derudover blev der talt om sammenhold, om hvor hårdt et forløb de kræftramte – og deres pårørende, skal igennem, og hvordan vi alle sammen er meget stærkere, når vi kæmper sammen. 

”Det er et flot arrangement hvor vi får lov og tænde lys og tænde håb og selvfølgelig samle penge ind til bekæmpelse af kræft. Tak til arrangørerne som holdt fast i at Stafet for Livet skulle gennemføres trods corona” sagde borgmester Martin Damm og Arne Notkin, som selv har været kraftramt, sagde,

Hvad enten man selv får kræft eller det er ens pårørende eller venner, så rammer kræft alle i ens omgivelser, det er som at kaste en sten i vandet og så spreder ringene sig.”

Fighterne gik en runde

18 fightere, iført gule trøjer, er enten i eller har overlevet et cancerforløb, lagde ud med at gå en runde, på Munkesøen, og dermed er Stafet for Livet i gang. Det er det også hos bl.a. Equinor Raffinaderiet hvor 27 medarbejdere eller pårørende går eller løber de seks kilometer der hele vejen rundt om raffinaderiet. For hver kilometer som gennemføres, er der 10 kr. til den gode sag.

Hos 5-Tårns Motion er 64 medlemmer tilmeldt og løber eller går på forskellige ruter. Borgmester Martin Damm er bl.a. med på holdet og havde løbet 10 kilometer lige efter middag. Der var allerede tilbagelagt mere end 200 kilometer da klokken var 13.

Men det er ikke kun ved at gå eller løbe, at der samles penge ind til bekæmpelse af kræft. Hos TGU danses der zumba og hos Enjoy Horses & Multidroner foregår indsamlingen til hest.

Lørdag aften kl. 22.30 vil der være en lysceremoni hvor der tændes lysposer for at mindes dem vi har mistet.

Fakta om Stafet For Livet

Stafet For Livet er 12 timer, hvor der bliver sat fokus på kræftsagen, alle kæmper sammen og fejrer livet. Det er en anledning til at mindes dem, man har mistet, og give håb til dem, der kæmper. Stafet For Livet er fællesskab, oplysning og indsamling - for kampen mod kræft.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0