AnnonceLuk annonce




Billedserie: Raffinaderiet har skiftet navn

16-05-2018

Jofrid Klokkehaug, adm. direktør, hejste flagene med det nye navn ved administartionsbygningen på Melbyvej. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Bestyrelsen i oliegiganten Statoil har besluttet at skifte navn til Equinor. Det gælder dermed også for raffinaderiet i Kalundborg. Verden er i gang med en større omstilling til nye energiformer, derfor må det statsejede selskab følge med.

Præcis kl. 8 onsdag morgen kunne Jofrid Klokkehaug, adm. direktør, Statoil Refining Denmark, hejse selskabets flag med det helt nye navn Equinor ved administrationsbygningen på Melbyvej, dermed er det slut med Statoil navnet, både i Kalundborg og i resten af verden.

Det nye navn blev formelt godkendt på Statoil ASA’s generalforsamling i går, den 15. maj, og flaghejsningen onsdag morgen markerer dermed at navneskiftet er officielt.

Navnet Equinor kombinerer 'equi', som er udgangspunktet for ord som 'equal', 'equality' og 'equilibrium' – lighed, ligeværd og ballance, og 'nor', som signalerer et selskab, der er stolt af sin norske oprindelse.

Det nye navn Equinor reflekterer godt udviklingen af selskabet til et internationalt energiselskab, som både omfatter olie, naturgas og vedvarende energi.

”Navneskiftet er en bekræftelse på den strategi som blev vedtaget for nogle få år siden, og navnet Equinor er et udtryk for det vi er, og som vi ønsker at blive,” sagde Jofrid Klokkehaug inden hun hejste de tre flag ved administrationsbygningen.

”Verden forandrer sig, og det gør Statoil også. Vores moderne energisystem er under forandring, og vi vil gerne være forrest i rækken i forbindelse med den udvikling,” har bestyrelsesformand for Statoil, Jon Erik Reinhardsen, tidligere udtalt.

Statoil blev etableret i 1972 af den norske stat. I 1986 købte Statoil Esso’s aktiviteter i Danmark, og raffinaderiet skiftede navn til Statoil raffinaderiet. I 2010 skiftede raffinaderiet navn til Statoil Refining Denmark i forbindelse med udskillelsen fra Statoil Fuel og Retail.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0