AnnonceLuk annonce




Billedserie: Prisvinder har ´krudt i røven´

28-09-2018

Jane Jensen fik overrakt Frivilliprisen 2018 af Gitte Johansen fra socialudvalget. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Jane Jensen fik fredag eftermiddag overrakt Frivilligprisen 2018 for sit store arbejde i støtteforeningen Solsikkens Venner.

Kalundborg Kommune havde fredag inviteret alle interesserede frivillige ildsjæle til en hyggelig eftermiddag med lækker mad, overrækkelse af Frivilligprisen til ildsjæle inden for det frivillige sociale arbejde 2018 og underholdning.

”Det er jo egentligt os som er kommet for at sige tak til jer, i er en slags hverdagens helte,” sagde borgmester Martin Damm (V) til de godt 300 fremmødte frivillige fra omkring 80 foreninger, som var mødt op i samlingssalen hos Kalundborg Gymnasium.

Overrækelsen af Frivilligprisen 2018 var i år lagt i hænderne på Gitte Johansen (V), medlem af Socialudvalget.

Gitte Johansen læste op af indstillingen til prismodtageren,

"Hun er en stor drivkraft, hun er den type person som har, for at sige det rent ud, krudt i røven, der skal ske noget,” læste hun op fra indstillingen.

Kasserer i støtteforeningen Solsikkens Venner, Jane Jensen, blev herefter kaldt op på scenen for at blive hyldet af de mange fremmødte, for hendes store arbejde i foreningen.

”Vi er som sagt en forening og en bestyrelse som alle sammen, også inklusiv mig selv, har et handicap, hvad enten det er fysisk eller psykisk, og derfor kan det godt være rigtigt svært at stable noget på benene, det tager måske lidt længere tid end andre som har lidt bedre muligheder, så jeg sætter stor pris på frivilligprisen, tusind tak,” sagde Jane Jensen bl.a. i sin takketale.

Efter prisuddelingen var der lækker mad fra Madservice, inden den psykologiske entertainer Mikkel R. Karlsen gik på scenen.

Det var 6. år i træk at Kalundborg Kommune uddeler Frivilligprisen.

 



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0