AnnonceLuk annonce




Billedserie: Prioriter vores børn

06-06-2021

Søndag demonstrerede #HvorErDerEnVoksen i Kalundborg, med start fra legepladsen i Munkesøen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Søndag har forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen haft gang i demonstrationer i 10 byer på tværs af landet, hvor forældre er gået på gaden iført gule trøjer. I Kalundborg deltog omkring 30 voksne og en række børn.

Forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen har siden 2019 kæmpet for minimumsnormeringer i danske daginstitutioner. I denne uge har foreningen haft massivt fokus på problemet og søndag gik forældre så på gaden for at få politikernes opmærksomhed.

I Kalundborg mødtes omkring 30 voksne og mange børn på legepladsen ved skaterbanen. Her fik alle gule trøjer og et startnummer på, og da alle var klar, gik demonstrationen mod biblioteket og videre mod havneparken.

”Vi skal blive ved med at presse på, og særligt i år hvor det er valgår. Vi skal have noget at holde politikerne op på efter valget,” sagde Nanna Jørgensen, som sammen med Christina Haugaard Jensen, stod bag demonstrationen i Kalundborg, og fortsatte, ”Kalundborg Kommune ligger blandt de kommuner i landet med den dårligste normering, vi kan ikke forstå at andre kommuner har bedre normeringer end os.”

Og lige netop det, at der er kommunalvalg til november, havde fået flere lokalpolitikere til at møde op for at deltage i demonstrationen.

”Kalundborg Kommune bliver ekstra hårdt ramt, nu hvor det er regeringen som uddeler, de gør det jo jævnt ud over hele landet, de kigger ikke på den aktuelle normering, og alle os der har ligget lavt bliver ekstra hård ramt,” fortæller kommunalbestyrelsesmedlem Kristine Vesterskov Olsen (S), som deltog i søndagens demonstration, og fortsætter, ”Vi kan ikke ændre serviceloftet, men man kan jo ændre alt inden for serviceloftet, det er jo et spørgsmål om hvad man vil prioritere.”

"Er børneliv et liv værd eller er det kun et regneark værd, hvis man skal gøre det meget sort hvidt op, det handler om hvad man vil prioritere," supplerede Tina Beck-Nilsson, spidskandidat for Socialdemokratiet i Kalundborg, som mener at økonomien i Kalundborg Kommune bør kigges efter i sømmene, da der er en række ting man gør pr. automatik og som måske skal prioriteres anderledes.

”Vi har glædet os rigtigt meget til i dag, for den her kamp om minimumsnormeringer er langt fra færdig, vi kæmper stadigvæk for, at få minimumsnormeringer her i Kalundborg Kommune, derfor er det vigtigt at få vores lokalpolitikere til at prioritere vores børn så de får det godt i deres daginstitutioner,” sagde Christina Haugaard Jensen, inden demonstrationen satte sig i bevægelse.

 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0