AnnonceLuk annonce




Billedserie: Masser af overskudsmad blev delt ud

24-12-2020

Der var masser af overskudsmad til uddeling. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Overskudsmad fra en række af supermarkeder blev lillejuleaften delt ud til familier som sidder hårdt i det, og hvor julen kan være en uoverskuelig udgift. Det var foreningen Stop Spild Lokalt Kalundborg, som stod for uddelingen af overskudsmad.

Masser af frivillige i både Ubby-Jerslev og Kalundborg brugte det meste af deres lillejuleaften til at hjælpe familier som har det hårdt i julen.

De var onsdag aften mødt op i henholdsvis Hvidebækhallen og hos Hans Frederiksen A/S i Kalundborg, for at være med til at dele overskudsmad ud, mad som en række af supermarkeder havde doneret.

Ud over supermarkederne havde en lang række lokale firmaer og forretninger også støttet op om den gode sag med donationer, som der var købt både mad og gaver for.

57 familier var på forhånd blevet godkendt til at modtage overskudsmad, og til dem var der også pakket en pose med sukker, smør, rødkål, chokolade, kartofler, og en flaske vin, købt for de penge som lokale firmaer havde doneret.

I Kalundborg havde autoforhandler Hans Frederiksen A/S stillet udstillingslokalet til rådighed for de mange frivillige, som havde sat borde op, hvor den megen mad først blev registreret og derefter fordelt mellem de forskellige familier.

Tanja Døj stod i front for de frivillige ildsjæle som var mødt op for at hjælpe, mange af dem Tanjas dansevenner fra TGU.

”Jeg gør det her for at glæde andre, jeg elsker at glæde andre mennesker, det er hyggeligt, og mine egne børn (som er 13, 15 og 18 år) er også med, og mange af de andre som er her, er fra dem jeg danser sammen med i TGU, og det er superhyggeligt,” fortæller Tanja Døj mens hun jonglerer rundt med broccoli, bananer, rugbrød og andre dagligvarer.

De mange frivillige pakkede maden i poser til de udvalgte familier, som så var sat til at afhente deres poser på bestemte tidspunkter så ikke for mange blev forsamlet på en gang.

I Hvidebækhallen var det Diana King som stod i spidsen for de frivillige kræfter som delte overskudsmad ud der.

”Overskudsmaden fra de forskellige supermarkeder er blevet delt ud mellem Kalundborg og Ubby-Jerslev, og jeg har haft et rigtigt godt samarbejde med Diana King, som har stået for arrangementet i Hvidebækhallen,” fortæller Tanja Døj.

Følgende firmaer har doneret til Stop Spild Lokalt Kalundborg:

Meny, Kvickly, Rema 1000 på Slagelsevej i Kalundborg samt i Gørlev, Aldi i Kalundborg og Høng, Hvidebæk Erhvervsforening, Punkt1 Kalundborg, KGH Biler, Bagger Låse og Alarm, Din og Min, I/S Gammelby, Ubby Pizzaria, OK Plus Sydhavnsvej, Carlsberg, SuperBrugsen Ubby, Fakta Ubby, Jerslev Stillads, Figalomode og Brian Propper


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0