AnnonceLuk annonce




Billedserie: LykkeLiga strålede om kap med solen

04-06-2020

Der var masser af glæde da SBI-LykkeLiga havde første træning onsdag. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

SBI-LykkeLiga havde første træning onsdag, og der var masser af glæde og latter fra de fremmødte handicappede børn og unge.

Katrine Olsen, og hendes far Jacob Olsen strålede om kap med solen da hele ni handicappede børn og unge, i alderen 8-11 år, mødte op til den allerførste træning i SBI-LykkeLiga på boldbanerne i Svebølle, onsdag sidst på eftermiddagen.

Det er bare 12 dage siden at SBI kunne præsentere en afdeling af LykkeLiga i Svebølle Boldklub, hvor udviklingshæmmede og handicappede børn og unge kan opleve glæden ved at spille håndbold og være del af et fællesskab.

Det er Katrine Olsen, der til daglig arbejder med børn med særlige behov på Sigrid Undsets Skolen, som har taget initiativ til det nye håndboldtilbud i Svebølle, og hun var da også meget tilfreds med fremmødet af børn med forældre.

”Det er fremragende, vi er meget glade og tilfredse med fremmødet,” fortæller Katrine Olsen lige inden den allerførste træning gik i gang på klubbens kunststofbane.

Børn og de frivillige trænere blev samlet i en rundkreds, her blev der delt en vanddunk ud til hver og alle præsenterede sig for hinanden, hvorefter den første leg blev sat i gang.

Men der blev også spillet håndbold, hvor børnene skulle skyde til mål, og så fik børnene en flot grøn LykkeLiga trøje med hjem.

”Hvor er det bare dejligt at se, man bliver helt høj som forældre, her er de sammen med ligesindede, det betyder bare så meget, det bliver godt det her.” sagde Kasper Nielsen, der er forældrerepræsentant og far til Julian.

Det var tydeligt at se, at som træningen skred frem, og børnene fik lært hinanden at kende, så kom der masser af glæde og latter, ingen tvivl om at der er et behov for håndboldtræning for børn med særlige behov.

LykkeLiga blev startet i 2016 af den tidligere landsholdsspiller, Rikke Nielsen, der er mor til Magda som har Down Syndrom. Siden har LykkeLiga spredt sig over hele landet, og nu kan SBI tilbyde en afdeling af LykkeLiga i Svebølle, i øvrigt den første afdeling på Vestsjælland, så dermed kan lokale børn i alderen 5-15 år med udviklingshandicaps og specielle behov se frem til at spille håndbold med ligesindede.

Se mere om SBI-LykkeLiga på Facebook, klik her



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0