AnnonceLuk annonce




Billedserie: Lea og Jimmi løb deres halvmaraton nr. 100

12-05-2019

Lea Witzell og Jimmi Bjerregaard Jensen, fra 5 Tårns Motion, løb søndag deres halvmaraton nr. 100 på hjemmebane. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

For Lea Witzell og Jimmi Bjerregaard Jensen var søndagens 5 Tårns Løb i Kalundborg noget helt særligt, de løb nemlig deres halvmaraton nr. 100.

Jimmi Bjerregaard Jensen kastede sig over maraton ruten allerede for omkring 15 år siden og har løbet rigtig mange, men for et par år siden aftalte han med Lea Witzell, klubkammerat i 5 Tårns Motion, som på det tidspunkt havde løbet en lille håndfuld halve maratonløb, at de ville kaste sig ud i projektet med at runde 100 halve maratonløb. De 99 har de løbet rigtig mange steder i Danmark og i nogle af Europas storbyer, men nr. 100 blev altså løbet på hjemmebane søndag, med start fra klubhuset i Ellingelund.

”Selv om vi har prøvet det mange gange før har jeg altså lidt sommerfugle i maven, det her er lidt specielt, og så er det her nok den hårdeste rute vi har løbet på” sagde Lea Witzell inden starten.

Omkring 150 løbere stillede til start på de forskellige ruter, lige fra 5 km til maraton, og halvmaratonløberne blev sendt afsted søndag kl. 11, med de to 100-års jubilarer forrest i feltet.

Efter starten gik ruten over Munkesøen, ad Røsnæsvej til Trøjelykkevej, Fyrrebakken, Bøgebakken, forbi Nyrupskolen til Nostrup. Herfra forbi golfbanen, ad Lillesøvej m.v tilbage til Røsnæsvej, ad Skambækvej til Kystvejen og langs fjorden retur mod klubben, hvor den 21,1 km halvmaratonrute sluttede og en omgang mere begyndte for de som har valgt at løbe maraton.

Det er en stor milepæl i løbekarrieren hvis man kan nå 100 halvmaratonløb, men for Jimmi Bjerregaard Jensen er der større mål i sigte.

”Jeg har løbet 63 maratonløb, og drømmen er selvfølgelig at komme i den berømte Klub 100, men nu må vi se om bentøjet kan holde til det,” sagde han.

Lea Witzell har indtil nu løbet to maratonløb, og hun har ikke drømme om at nå et bestemt mål.

”Jeg har ingen konkrete mål, men er da tilmeldt en række halvmaratonløb i år, og så vil jeg gerne løbe lidt trailløb,” sagde 100-løbs jubilaren.

Der var diplom til alle deltagere, og der var udviklet en helt speciel medalje til alle i anledning af jubilæet.

 



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0