Billedserie: Kokkelandsholdet tryllede på Musholm
Af Jens Nielsen
Det danske kokkelandshold var tirsdag taget ud på den lille ø Musholm ud for Reersø. Anledningen var et arrangement arrangeret af Musholm A/S, som er sponsor for kokkelandsholdet.
Det danske kokkelandshold var tirsdag taget ud på en øde ø for at lave lækker mad. Det var Musholm A/S på Reersø, som havde inviteret en række af deres kunder samt Kalundborgs borgmester, Martin Damm og formand for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, René Christensen, en tur til den lille øde ø ud for Reersø. Dels for at smage på kokkelandsholdets gastronomiske arbejde og forslag til unikke smagsoplevelser med udgangspunkt i havopdrættet ørred og saltet ørredrogn, og dels for at informere om havbrug, som en klimavenlig fødevareproduktion.
Dansk Gastronomisk Union og Kokkelandsholdet har tidligere i år indgået et samarbejde som betyder, at Musholm A/S leverer havopdrættet ørred, som passer godt til den nordiske gastronomi.
De mange inviterede gæster fik da også en gastronomisk oplevelse, da tre af kokkene fra landsholdet, med kaptajn Christian Wellendorf i spidsen, serverede tre lækre retter med ørred og ørredrogn, og med tilhørende vine fra Dyrehøj Vingård, som blev præsenteret for gæsterne af vinbonde Betina Newberry.
Dagen på Musholm blev også brugt til en snak om det at opdrætte fisk i havdambrug, hvor der findes mange fordomme om måden at producere fisk på.
”Når man kender virksomheden rigtigt godt, og den måde man producerer på, så burde alle klappe i hænderne og sige, mere af det i Danmark, men det er ikke nødvendigvis den politiske dagsorden, og det er træls. Det her bygger på mange fordomme om Aqua kultur i Danmark, hvor mange er imod, uden at de ved, hvorfor. De burde i stedet være for, især i forbindelse med hele CO2 snakken, hvor det at producere fisk er der, hvor der går mindst foder til. Det handler om at få fakta på bordet, så skeptikerne kan blive overbevist,” sagde borgmester Martin Damm i en tale til gæsterne.
Martin Damm kunne også fortælle at Dronning Margrethe og Prins Henrik tidligere har brugt det lille stenhus på øen til en overnatning ind imellem.
Musholm A/S producerer selv de fisk, der bliver sat ud i de to havdambrug i Storebælt ved Musholm. Først går de to år i et dambrug i Jylland, inden de i april sættes ud i de to havdambrug i Storebælt, og i oktober bliver de så slagtet.
”I de senere år har man haft en problematik omkring havdambrug, sådan et havbrug udskiller kvælstof, men her bidrager vi kun med 0,06% af det daglige kvælstof, der løber igennem Storebælt. Vi er målt i alle leder og kanter, og der er lavet VVM redegørelse, så der er ikke noget at komme efter, vi er faktisk lige så reguleret som, hvis man vil bygge en giftfabrik," siger fiskemester Anders Lejbach fra Musholm A/S.
Fiskemesteren oplyser, at der kun bruges 1,1 kg foder for at fremstille 1 kg fisk, til kyllinger bruges der 2 kg, grise op mod 3 kg, mens der til køer bruges op mod 7 kg. foder for at fremstille 1 kg. kød, og så er CO 2 regnskabet i top, da der ikke bruges strøm for at opdrætte de mange ørreder.
I løbet af eftermiddagen var gæsterne fyldt op med lækker mad og snak om havdambrug, og efter et gruppebillede blev alle sejlet retur til Reersø, og der kunne igen falde ro over den lille øde ø i Storbælt, og landsholdkokkene kunne få ryddet op.