AnnonceLuk annonce




Billedserie: Fra industrihal til topmoderne Padel-Center

20-07-2021

Padel-fun4all har fem dobbeltbaner i den store hal på Casa Danica. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Anders Nielsen og Lars Christensen kunne tirsdag formiddag slå dørene op for deres helt nye topmoderne Padel-Center, Padel-fun4all, som er blevet indrettet i en af de store industrihaller hos Casa Danica A/S.

Håndværkerne har været i gang i flere måneder for at omdanne en 2000 kvadratmeter stor industrihal på Casa Danica A/S til et topmoderne Padel-Center.

Anders Nielsen Kalundborg, som til daglig sælger øl og er tidligere professionel fodboldspiller, og Lars Christensen Holbæk, indehaver af SOHO restaurant og loungebar i Holbæk og Roskilde, som står bag det nye store Padel Center, kunne så endelig slå dørene op for deres nye Padel Center tirsdag formiddag, hvor der er hele fem dobbeltbaner.

Planen var, at det nye Padel Center skulle have åbnet i maj, men grundet corona er banerne fra Spanien blevet forsinket, men tirsdag var alt på plads og de første Padel gæster har fået prøvet banerne.

”Det har været en rigtig fin dag, der har været mange folk igennem i alle forskellige aldersgrupper og det er jo det Padel kan, der har fx været mange familier her,” fortæller en glad Anders Nielsen, og fortsætter,

”Vi havde jo håbet vi kunne have åbnet i maj, nu er folk jo på sommerferie så det er ikke optimalt, men der er mange som booker baner, så nu skal vi bare have så mange som muligt til at komme og prøve spillet, så skal det nok gå fremad.”

Padel-fun4all er indrettet med helt nye moderne bad og omklædningsrum, der er en lille shop hvor der kan købes udstyr og der er også indrettet et stort loungeområde hvor man kan slappe af.

Lige nu tilbyder Padel-fun4all gratis banebooking både onsdag og torsdag i denne uge og torsdag mellem kl. 10-15 er der åbent hus hvor alle interesserede kan komme forbi og prøve banerne uden at have booket tid først.

Padel er Danmarks og verdens hurtigst voksende sport og en super aktivitet der kan spilles af alle, uanset køn, alder & niveau.

Padel er en sport, der bedst kan beskrives som en blanding af 80% tennis og 20% squash. Banen er 10 x 20 m og er omgivet af vægge, der bruges aktivt i spillet. Padel er en social sport, da det altid spilles af fire spillere.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0