AnnonceLuk annonce




Billedserie: Forårsbebuderne er derude

26-03-2020

Hvide anenmoner Klinteskoven Tissø i baggrunden. Foto: Ole Agerbæk

Af Ole Agerbæk

Som nyfalden sne kan den hvide anemone dække skovbunden her i foråret. Få blomster kendetegner vel foråret bedre end den hvide anemone.  Mere behersket er dens gule og blå slægtninge, de er mere kræsne med jordforholdene. De gule og blå anemoner kan dog findes flere steder i kommunen. På Røsnæs i det tætte krat i Vindekilde er der en pæn bestand af blå anemoner. Men flest finder man i Klinteskoven, den lille skov på østsiden af Tissø, der som navnet siger, indeholder en stejl skrænt. For foden af skrænten vokser mængder af blå, hvide og gule anemoner. De gule anemoner kan også findes i Snevrisskoven nord for Birkendegård, skovene på Asnæs og flere andre steder.

Blandt anemonerne står mange steder den meget elegante næsten eksotisk udseende hulrodet lærkespore, i både en hvid og violet udgave. Planten er ganske almindelig.

I skovene vokser også den vilde primula, storblomstret kodriver. Den lyser op i det tidlige forår med sine lidt bleggule blomster. Den gror i skovene på Asnæs side om side med ramsløg, der kan bruges som krydderi med sin hvidløgsagtige smag.

Rød hestehov, med tilnavnet skræppe, dækker i øjeblikke mange grøftekanter. De store røde blomsterstande, er allerede ved at visne, til gengæld kommer nu de store grønne blade, der helt kan lukke af for andre vækster. Det var under skræppeblade, at H.C. Andersen lod den grimme ælling komme til verden.

Følfoden lyser gult fra vejkanter, skrænter, den er nøjsom og har lige som  rød hestehov, først blomst og så blade.

Mirabelletræerne præger i øjeblikket landskabet med store hvide skyer af blomster. Smukkere bliver det ikke. Er der insekter nok og frosten ikke ødelægger frugtanlægget, er der gratis frugt til både mennesker og dyr sidst på sommeren.

Af andre tidlige forårsbebudere bør nævnes rød tvetand, martsviol, guldstjerne, bellis, vorterod og pil. Alle helt almindelige planter, der melder forårets komme, og de fleste af dem er også vigtige planter for insekterne.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0