AnnonceLuk annonce




Billedserie: Fasanjagt i børnehaven

04-12-2018

En af de små seje jægere. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Der var fasanjagt i Kalundborg Asylbørnehave mandag formiddag, hvor Vestsjællands Jagtforening kikkede forbi og fortalte om jagt og natur.

Børnene i Kalundborg Asylbørnehave fik et godt indblik i det at gå på jagt, da Hans Henrik Madsen og Benjamin Hansen fra Vestsjællands Jagtforening, mandag formiddag, kikkede forbi i børnehaven med jagthund, våben og masser af fasaner.

Dagen startede med en lille jagt på legepladsen, hvor alle børn var iklædt farvestrålende veste og hatte, for at blive set når man er på jagt, og hvor hunden skulle finde de gemte fasaner.

Hurtigt blev fasanerne fundet og så forklarede Benjamin Hansen om hvordan fasanen skæres ud og bliver til lækker mad, børnene fik også en god forklaring på hvorfor en fasan ikke har tænder og så blev kråsen lukket op så de nysgerrige små jægere kunne se hvad maven indeholdt.

”Vi vil gerne fortælle børnene om det at gå på jagt, om dyrene i naturen, og at dyr fra naturen bliver til den mad vi spiser, og her får de både duften og oplevelsen af hund, våben, blod og døde dyr. Vi synes det er vigtigt at fortælle børnene at maden ikke kun kommer fra en køledisk i et supermarked,” siger Hans Henrik Madsen, formand for Vestsjællands Jagtforening, mens han er godt i gang med at grille de lækre fasanstykker som skal blive til fasanburgere i stedet for børnenes traditionelle madpakke.

Vestsjællands Jagtforening er rundt til 10 forskellige børnehaver for at formidle budskabet om hvorfor man går på jagt.

De små jægere i børnehaven fulgte interesseret med, og især de mange døde fasaner var meget spændende at røre ved og kikke på.

”Det er en rigtig god oplevelse for både børn og os pædagoger, sjovt at se hvor interesseret børnene følger med,” siger Nelly Melballe Bonde, leder af Kalundborg Asylbørnehave.

”Vi håber jo at med sådan et arrangement at børnene bliver mere interesseret i naturen,” siger Hans Henrik Madsen, mens de lækre fasanburgere tilberedes.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0