AnnonceLuk annonce




Billedserie: Et overflødighedshorn af oplevelser

17-08-2019

Der var rift om at få fat i det nye katalog. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborg Bibliotekerne inviterede lørdag formiddag til release-fest for efterårskataloget 2019. Et katalog spækket med kulturelle oplevelser og spændende artikler. 

Bibliotekerne i Kalundborg Kommune er stolte over at sende endnu et katalog på gaden. Lørdag formiddag blev sløret løftet for det nye efterårskatalog ved en hyggelig sammenkomst på Kalundborg Bibliotek, hvor medlem af Kultur- og Fritidsudvalget, Hans Kurt Jørgensen, klippede gavebåndet over, og pakkede op for herlighederne. ”Det er næsten lige som juleaften,” sagde Hans Kurt Jørgensen, mens indpakningen blev fjernet.

Kataloget er fyldt med en bred og varieret række af tilbud til alle aldersgrupper, og når der på forsiden af programmet står ’oplevelser for alle’, så er det på ingen måde overdrevet. Faktisk er det nye efterårskatalog meget mere end et katalog, det er nærmest et magasin, for der er en række af artikler i det 56 siders flotte katalog, som har forord af Aase Due, medlem af Kultur- og Fritidsudvalget, og det er journalist Sonja Husted Rasmussen som har skrevet de mange artikler, bl.a. Hokus Krokus Sproget i fokus.

”Bibliotekerne har formået at ændre den udvikling der er i samfundet, hvor alting skal bevæge sig, til i også har bevæget jer. Fra det skolebibliotek jeg så på Svebølle Skole i 1954, og så til det der sker i dag. Jeg kan sige så meget, at i det her katalog, er der 148 arrangementer det næste halve år. Hvis vi lige piller weekenderne væk, så betyder det faktisk at der er et arrangement en gang om dagen i alle hverdage, er det ikke imponerende at man har udviklet det siden 1954 hvor der intet skete, og så til, at man har et arrangement hver dag, som spænder fra børn og så op til os pensionister,” sagde Hans Kurt Jørgensen i sin tale inden han klippede snoren.

Kalundborg Biblioteker havde gjort dagen ekstra festlig ved at lade musiker Agnes Fogh Schmidt, underholde på biblioteket, mens de fremmødte lystigt, studerede de mange kulturelle tilbud.

Det nye efterårsprogram 2019 kan frit hentes på alle bibliotekerne i Kalundborg Kommune, men kan også opleves på bibliotekernes hjemmeside. KLIK HER



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0