AnnonceLuk annonce




Billedserie: En noget anderledes ’første skoledag’

16-04-2020

Årby Skole bød eleverne velkommen tilbage med masser af flag. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Torsdag morgen slog skolerne i Kalundborg Kommune igen dørene op og bød eleverne indenfor, men skoledagen bliver lidt anderledes end det eleverne er vant til.

Torsdag morgen bød Årby Skole sine elever velkommen tilbage efter en måneds karantæne og hjemmeundervisning på grund af coronavirus.

Flaget var hejst, solen skinnede og lærere og skoleleder tog imod inden eleverne kom ind på skolen.

”Det er som en første skoledag, men meget anderledes, der er ikke noget med at kramme, det er lidt mærkeligt,” sagde Trine Hjort Bonde, konstitueret skoleder ved Årby Skole.

Forældrene måtte pænt kysse og kramme farvel ved indgangen til skolen, inden eleverne blev samlet klassevis i skolegården og gik så samlet til klasseværelset sammen med deres klasselærer. Her blev der vasket hænder inden klasseværelset blev taget i øjesyn, for også her var der ændringer.

En lille bakke til hver elev til bøger, en bakke på gulvet til sko og støvler, og langt mellem hvert bord, på alle måder en noget anderledes skoledag.

”For eleverne er alt jo velkendt på skolen, men alligevel er alt nyt, der går lige lidt tid med at finde ind i de nye rutiner med at holde afstand, vaske hænder og kun være sammen i legegrupper, ligesom eleverne bliver fordelt på flere forskellige områder i frikvartererne,” fortæller Trine Hjort Bonde.

Håndvaskene er også blevet delt op i båse og der er længere mellem tøjet på knagerækkerne og så er der lavet en anordning så køleskabet kan åbnes og lukkes med en albue.

”Det er lidt en George Gearløs opfindelse, og den får nok ikke point for den kunstneriske udførelse, men det virker” griner Trine Hjort Bonde.

På de fleste skoler slutter skoledagen kl. 13, men på Årby Skole følger eleverne det almindelige skema.

”Det giver mest mening for både elever og forældre, på den måde bliver det hurtigere almindelig hverdag,” siger skolelederen.

Forældrene havde i øvrigt stor ros til skolen for det høje informationsniveau, og var helt trygge ved at sende deres børn i skole igen, og var glade for den festlige velkomst med masser af flag.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0