AnnonceLuk annonce




Billedserie: En lillebror til aktivitetshuset

11-01-2019

Fredag formiddag var der inviteret til rejsegilde på det nye byggeri på Røsnæs Havn. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Endnu et spændende byggeri tager form på Røsnæs Havn. Byggeriet skal indeholde kiosk, klubhus og kajakhotel. Fredag formiddag var der indbudt til rejsegilde.

Sidst i november måned blev der taget første spadestik til et helt nyt byggeri på Røsnæs Havn, et byggeri som opføres helt i samme stil som aktivitetshuset samme sted, og som kommer til at rumme kiosk, klubhus og et kajakhotel. Faktisk en lillebror til det meget benyttede aktivitetshus.

Fredag formiddag var der så indbudt til rejsegilde på byggeriet, hvor først formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Ole Glahn holdt tale.

”Samarbejdet mellem Røsnæs Udvikling- og beboerforening og Kalundborg Kommune, det er fuldstændig eksemplarisk, og det er værd at se på for hele landet,” sagde Ole Glahn bl.a. og fortsatte,

”Jeg har aldrig indviet et kajakhotel før, jeg er spændt på hvordan sengepladserne er og hvordan badeforholdene er.”

Stor tak til håndværkerne

Dernæst var det formand for Røsnæs Udvikling- og beboerforening, Troels Birk Kristoffersen som holdt tale for de mange håndværkere og brugere af Røsnæs Havn, som var mødt op til rejsegildet, og han takkede især de seje håndværkere.

”Det er måske ikke den mest optimale årstid at bygge på, og slet ikke her på Røsnæs Havn, som er meget udsat når vinden går i nord, men vi har været rimelige heldige med vejret, og vi har været meget heldig med byggeriet indtil nu, og har været begunstiget af nogle rigtigt dygtige håndværkere, seje håndværkere som trodser både vind og vejr og går til opgaven med krum hals, det vil vi gerne takke jer mange gange for,” sagde formanden.

Efter talerne blev der serveret røde pølser i aktivitetshuset.

Projektet til en samlet af af 1,5 millioner kr. er støttet af en lang række offentlige og private fonde deriblandt: Nordea-fonden – Lokale- og Anlægsfonden, LAG – Friluftsrådet – Kalundborg Kommune – Sparekassen Sælland Fyn - Røsnæs Sejlklub – RUB og Bent O. Jørgensen fond.

Byggeriet forventes at stå færdigt til foråret.

Det er tømrermester Allan Abkjær, Jerslev, som er hovedentreprenør på opgaven, med god hjælp fra bl.a. GSC Anlæg i Gørlev og Multi-Tech Kalundborg.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0