AnnonceLuk annonce




Billeder: Stor interesse for at klappe en ’flæskesteg’

17-09-2018

Gårdens medarbejdere fortalte om de mange grise. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Stor interesse for at opleve et moderne landbrug, da Frihedslund Læregård ved Tissø, søndag inviterede til Åbent Landbrug i samarbejde med Landbrug & Fødevarer. Bl.a. var muligheden for at besøge grisestaldene et stort hit.

Hvert år inviterer Landbrug og Fødevarer til Åbent Landbrug, som er en enestående lejlighed for både børn og voksne til med egne øjne at se, hvordan et dansk landbrug anno 2018 ser ud.

I Kalundborg Kommune havde Frihedslund Læregård ved Tissø, søndag åbnet dørene til hele gården og bød i løbet af dagen flere hundrede velkommen.

Især muligheden for at komme en tur med i de store grisestalde var et stort hit. Alle gæster, store som små blev inden besøget, iført overtrækstøj, der blev vasket hænder og sprittet af, alt sammen for at undgå eventuel smitte til de mange grise.

De engagerede medarbejdere på Frihedslund Læregård guidede gæsterne rundt i hold i de store stalde og svarede velvilligt på spørgsmål, og kunne bl.a. fortælle at en farestald altså ikke er en stald hvor fædrene går, og oplyste også at i staldene har de 1070 søer, som årligt får 40.000 smågrise.

Staldene med de helt små grise vakte glæde hos de yngste af gæsterne, de fik nemlig mulighed for at holde en gris som kun var en enkelt dag gammel.

Dagen bød også på karameljagt, hvor der skulle findes karameller i en stor bunke korn, udstilling af gårdens maskiner, rundtur i marken, halmlegeplads, og en lang række af andre aktiviteter for børn og voksne.

Det var første gang at Frihedslund Læregård var med i arrangementet Åbent Landbrug.

Om Frihedslund Læregård

Frihedslund Læregård ved Tissø er ejet af Jarlfonden, som købte gården i 1969. Jarlfondens formål er at drive et tidssvarende landbrug, som har nogle gode lærepladser til unge landmænd under uddannelse.

På gården er der ansat 5 elever pr. år fra hele landet, som også har mulighed for at bo i elevfløjen. På gården er der 12 ansatte. De passer 1070 søer, som til sammen får 40.000 smågrise årligt. 10.000 bliver solgt, når de vejer ca. 7 kg, mens 30.000 bliver solgt, når de vejer ca. 30 kg. Desuden er der markbrug, hvor man dyrker græsfrø og raps til DLF og byg til malt, der bliver brugt til ølproduktion. Hovedparten af kornproduktionen går dog til at lave gårdens eget grisefoder. 



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0