AnnonceLuk annonce




Billeder: Mange til Sankt Hans på kajen

24-06-2021

Skoleskibet Georg Stage lå for anker lige uden for Havnsø og var med til at skabe en hyggelig stemning. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Rigtigt mange havde fundet vej til Havnsø Havn onsdag aften for at fejre Sank Hans i det flotte vejr. Aftenen blev ekstra flot med den tremastede fuldrigger Georg Stage for anker lige uden for havnen.

Mange af de større officielle arrangementer i forbindelse med Sank Hans var i år aflyst grundet coronasituationen, men i Havnsø var det anderledes. Her stod den aktive forening Havnsø Havnebad for årets Sank Hans arrangement som samlede rigtigt mange mennesker i hele Havnsø.

Alle borde ved caféer og restauranter var fyldte, der var lang kø ved ishuset og på kajerne samlede folk sig for at nyde den flotte sommeraften.

Båltalen i Havnsø var lagt i hænderne på Hans Munk, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Kalundborg Kommune.

En tale som understregede behovet for igen at være sammen efter corona, og at værdsætte fællesskabet.

”Det handler om at stå sammen, og det gør vi også her Sank Hans Aften. Sammenhold, nærvær, forståelse, gensidig omsorg for hinanden og særligt for dem som har særlige behov. Det er sådan et samfund skal hænge sammen. Det er sådan en kommune skal fungere, at vi rykker sammen og skaber gode fællesskaber med plads til forskellighed,” sagde Hans Munk bl.a. i sin båltale.

Efter båltalen blev midsommervisen sunget mens Sankthansbålet blev forsøgt tændt, dog med mindre held.

Bålet var anlagt på en tømmerflåde ude i vandet, og selv om der flere gange blev hældt tændvæske på bålet, gik der aldrig rigtigt ild, men det var en mindre detalje på en flot aften.

Fra Færøerne til Havnsø

Sidst i maj måned var skoleskibet Georg Stage på en kort visit i Kalundborg Fjord inden turen gik mod Færøerne.  

Efter besøget på Færøerne satte Georg Stage så kursen mod Havnsø, hvor den tremastede fuldrigger anløb tirsdag, og var med til at gøre Sank Hans ekstra stemningsfuld onsdag aften.

Togtet fortsætter torsdag hvor Georg Stage sætter kursen mod Hundested.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0